Kære familie og venner!

Fly til Mountpillier den 28. aug. 2006. Vi blev hentet af Helmuth kl. 10 som flyet landede. Han sad og så lidt mere mut ud end han plejede. Det var også gruelig galt med den gamle. Han blev behandlet for nyresten og det var slemt for den gamle fremmedlegionær. Han blev behandlet efter alle kunstens regler i det franske sygehusvæsen som er Europas bedste og fik positiv særbehandling p.g.a. sin fortid i fremmedlegionen. Hans fødselsdag var aflyst og hans medhjælp Daniel havde sagt op i en af sine mange branderter p.g.a. uoverensstemmelser med Helmuths søde kone. Så hans lille "restaurant" var lukket. Pladsen bliver aldrig det samme uden Helmuths ydelser.

Vi havde Mistral 28. 29. 30. august.

Så masten kom først på fredag den 1. sept. og vi rigger til de kommende dage og kommer i vandet tirsdag den 5. sept. og går ind til selve Port Sankt Louis for at handle bl.a. diesel og slippe for uroen ved Navy. Onsdag den 6. vil vi sejle til Marseilles men har vinden i næsen og går ind i Port De Bouc og får gas både i næsen og til madlavning. Der er kemisk industri tæt på byen og det kan virkelig lugtes.

Den 7. september har vi en stille tur Coudes, som ser så sød ud på kortet men er overfyldt med alle mulige fartøjer, så den ankerplads, som er lovet i kortet, kan vi godt se langt efter, det er ikke til at være der. Vi går i stedet til Pointe-Rouge syd for Marseiles og får årets oplevelse med inkompetente franske "capitæner". Først fik jeg ved skranken særdeles arrogant at vide, at der ikke er plads til os i havnen. Overcapitænen kommer ud fra baglokalet og fortæller, at der er en plads på yderbroen. Det passede ikke skrankepaven, men han begynder et møjsommeligt papirarbejde. Det tog lang tid og jeg skulle betale 64 euro jeg studsede men betalte. På vej ned af trappen ser jeg, at vi er blevet bonget for 2 nætter, så jeg måtte tilbage igen. Jeg ville naturligvis kun betale for den ene nat, hvilket skrankepaven mente jeg også havde. Igen kom overcapitæneren til undsætning og fandt ud af at der på den it-beregnede regning var indtastet 2 dage. De diskuterede meget længe om hvorledes man gjorde sådan noget. Jeg blev spurgt om jeg ikke kunne komme tilbage senere på vores rejse og have den ene dag til gode, hvilket jeg bestemt ikke havde lyst til. Efter en halv times tid fandt de ud af, at annullere den første regning og skrive en ny. Så skulle jeg bare have pengene tilbage og det tog tid. Det gik op for mig, at de havde sendt et bud af sted til byen, for penge havde de ikke på kontoret. Hele episoden tog over en time og imedens måtte Grethe vente efterhånden noget urolig. Det var et held at jeg havde en af de dage hvor det morede mig. Pladsproblemerne i Point-Rouge har de i øvrigt løst på en genial måde. De sætter bådene op på hylder oven på hinanden og får dem ned med en truck når folk skal ud og sejle – smart!

Den 8. september har vi en skøn sejlads til Porquerolles, hvor vi kastede anker nær havnen og hoppede i vandet skønt.

Vi havde en lidt og urolig aften p.g.a. både som sejlede imellem øerne og musik fra havnen. Grethe hørte en udefinerbar lyd og bildte sig ind, at vi var ved at synke. Det var vi nu ikke, men der er tusind lyde i en båd der ligger og vugger og en af dem gjorde hende nervøs – jeg fandt aldrig ud af hvad der forårsagede lyden men næste dag fortalte Grethe at den var væk.

Vinden er i NØ og lige i næsen så vi går for motor til Caldvalaire. Pragtfuld dag med proviantering, badning og charme på kajen. Vi bliver der en ekstra dag og træder på feriepedalen. En dejlig by og herlig strand.

Mandag den 11.09.06 kl. 3.00 stikker vi af fra Caldvalaire med en let NØ vind, så vi veksler lidt med motor og sejl. Det lykkes for Grethe at sove lidt og hun ser desværre ikke delfinerne ved morgenstunden. Efter morgenmaden får vi luft ca. 7 -9 m/sek og vi ligger hårdt bidevind og da vejrmeldingen lød på østlig vind og vi styrede ca. 110 overvejede jeg at vende om for at krydse i 16 timer ville ødelægge ægteskabet de næste par dage. Men i stedet for at skralle rummede vinden så vi kunne slække på skøderne og gik i 6 timer med 7 – 8 knob i en behagelig sejlads.

Lige inden vi nåede La Girolata dukkede en flok delfiner op, så Grethe fik også set disse smukke dyr i leg.

Vi lagde ind i den smukkeste vig kl. 19.00 og nåede at få aftensmad for anker i solnedgang og med udsigt til et væld af bjergformationer..

Vi blev der næste dag og badede og havde gummibåden i vandet for første gang i flere år og det fungerede bortset fra lidt startvanskeligheder med motoren. Vi gik tur i bjergene. Det blev nu ikke til så meget for Grethe var iført bikini og stilethæle og jeg i sandaler. Vi stak lidt for meget af fra de rigtige bjergvandrere i deres solide vandrestøvler og fandt ud af at de foretrak fodsved for brækkede ankler.

Onsdag den 13. sept. sejler vi til øens hovedstad Ajaccio, provianterer, bader i varmt ferskvand og vasker tøj. Port Tinto Rossi i Ajaccio er en ubehagelig havn at ligge i. Selv ved moderate vindstyrker, og det er vanskeligt at fortøje ordentlig ved de udlagte pontoner. Bortset fra at Napoleon Bonaparte er født i byen og det hyggelige havneliv er der ikke så meget at se. De store luksuslinere fylder godt i trafikhavnen og medbringer en masse turister - hovedsageligt amerikanske.

Den franske vejrmelding er ikke helt præcis p.t., det blæser en del fra en forkert retning for os. Men lørdag den 16.sept. så det fornuftigt ud og vi ville meget gerne væk fra havnen. Det blev en lidt blandet tur, for vel var der ikke meget luft, men der stod en kolossal sø fra dagen før, som ikke var rar og jeg kunne se på Grethe, at hun ikke kunne li det, men hun bad dog ikke om at komme tilbage til Ajaccio, for der var det også en værre gang rock og rul. Lidt senere fik vi søen agten for tværs og det gjorde tilværelsen betydelig rarere. Til trods for vejrmeldingens forudsigelser blæste det op til 10 -12 m/sek og vi skød en rigtig god fart med vinden agten. Vi nåede Bonifacio ved 5 tiden.

Det er ligesom at sejle ind i Møens klint med den forskel, at der er et hul ind til en dyb og snørklet fjord. Vi gik ind for sejl og det krævede at vi ramte rigtigt første gang – der var ikke plads til to forsøg. Tog sejlene ned inde i fjorden – at tage dem ned i den grove sø udenfor ville vi helst undgå, men der er ikke meget plads så storsejlet blev nødtørftigt surret indtil vi kom til kaj. Men sikke et antiklimaks at komme ind til. Havnen er fantastisk godt beskyttet og fra gammel tid forsynet med store fæstningsværker og vi lå så roligt som vi ikke har gjort siden vi stod på land i Navy Service. Vi er omgivet af en masse australier som lejer nogle uhyggeligt store skibe på 40 – 60 fod herfra.

Byen er ikke særlig stor men spændende med restauranter og cafeer på 10 skridts afstand med dertil hørende musik og støj fra glade mennesker. Det blev en nat med rusk og regn men vi lå helt stille – skønt. Dagen derpå var vi på så vi os om i den gamle by. Desværre er det begrænset hvad turistbureauet havde af informationer om byen på et sprog vi kan forstå, men her har været franskmænd og tyrkere involveret i fæstningsværkerne som er lavet i 13 – 14 hundred tallet. Men i kan se mere på www.bonifacio.fr .

I morgen tirsdag den 19.sept. fortsætter vi op langs den Korsikanske østkyst.

Kærlig hilsen

Grethe og Jørn