Efteråret 2006:

Kære familie og venner!

Sidste år skrev Willy Westerkam lidt drillende til os, at vi kunne have fløjet til Paris og boet på et flot hotel, for det vi gav i havnepenge ved Bastiliepladsen ca. 50 euro pr. døgn. Deri har han næsten ret! Nu er Bastilleplasen speciel med sin beliggenhed i Paris. De øvrige havne i kanalerne er væsentlig billigere med ca. 10 euro pr. døgn.

Men hvis man kommer til den Franske middelhavskyst, og specielt den italienske nordvest kyst, i skib, og vil ligge i havn hver nat, er det  billigere at tage en charterrejse. Man vil formentlig også se mange flere, af de seværdigheder der måtte være i områderne. At den italienske vestkyst har meget få gode ankringsmuligheder gør ikke angrebene på tegnebogen mindre.

Den billigste – og en af de bedste – havne vi har ligget i er Taverna på Korsika med 17,5 euro pr døgn og den dyreste er Casamicciola på øen Ischia lige ud for Neapel med 80 euro d.v.s ca. 600 kr. for en overnatning. Gennemgående ligger havnepengene på 40 – 60 euro pr. nat d.v.s. fra 300 til 450 kr.. De nævnte priser er udenfor sæsonnen så man skal ligge 30 - 40 pct. oveni hvis man vil sejle i højsæsonnen.  Så vi har været på flugt fra det her område, lige siden vi fik båden i vandet. Man ser næsten udelukkende italienske og franske både hernede og det er motorbåde med 3 – 4 etager + fuld kælder, mange med fast besætning, og meget store sejlbåde, ikke kun 40 - 60 fods yougurtbægere af tysk og fransk fabrikat, men også lækre sejlbåde, som jeg kunne drømme om at være skipper på, hvis jeg ikke selv skulle betale havnepengene. Jeg har det som i lottoreklamerne "jeg fatter ikke hvor folk får pengene fra" - for det er ikke bare et par stykker vi ser, det er mange tusinde, som fylder havnene. Bortset fra en enkelt islænding, som ligger fast på Sardinien, har vi ikke set andre både fra norden, Holland, Belgien og kun meget få fra Tyskland. Der er en del store engelske sejlskibe og så – mærkelig nok – har vi set tre polakker i halvstore katamaraner.

Der er utroligt mange beskæftiget i havnene døgnet rundt. De har ikke meget at lave – i det mindste ikke på denne årstid – men de tjener vist udmærket, hvis man skal bedømme efter deres biler. Så en væsentlig "beskæftigelsesmæssig" effekt må man sige disse havne har, og da det hovedsagelig er de virkelig velbjærgede der betaler, kan der vel være et socialt element i foretagendet. Det er dog ikke den form for socialpolitik der gør mig til socialist.

Som sagt er ankringsmulighederne få. Dem vi så alligevel prøvede, har et par gange været af en sådan beskaffenhed, at jeg vil erklære mig skyldig, hvis jeg bliver anklaget for hustrumishandling.

På vej ned langs den italienske kyst, blev vi enige om, at vi ville begynde at søge efter overvintringsmuligheder, når vi var kommet syd for Napoli. Den sidste større havn inden Sicilien er Agroboli, som ligger små 100 km syd for Napoli, ca. der på støvlen hvor Ajaxforsvareren ramte bolden, da han med et selvmål sikrede FCK adgang til Championes League

Egentlig troede vi, at Agroboli var for tæt på Nspoli til, at vi kunne ligge der for en overkommelig pris. Det viste sig imidlertid, at klientellet er helt anderledes her, og at prisen, for at ligge i en velbeskyttet havn vinteren over, er overkommelig. Så vi har besluttet at lade båden blive her indtil udgangen af april. Det tæller også at der herfra går tog direkte til Rom, at omgivelserne er meget smukke, at vi savner børn og specielt børnebørnene, familie, venner, mulighed for at se FCK`s kampe, rygproblemer, at Betina åbner forretning i Ågerup den 15. oktober og at en af mine tidligere kolleger skal begraves den 13. oktober.

Tirsdag den 19. september sejlede vi fra Bonafasio, startende med kraftige dønninger den første time, indtil vi kom i læ på Korsikas østkyst, hvor der var fladt vand og let luft at sejle med.

Vi ankrede op i en vig ud for Porto Vecchio og lå natten over stille og rolig. Onsdag den 20. september fortsætter vi for en let luft til Taverne, som ligger i den nordøstlige del af Korsika og er en fortræffelig havn, men meget lidt besøgt på denne årstid. På kajen stod et ægtepar og ser meget interesseret på vores skib. Kvinden viste sig at være af dansk oprindelse – fra Glostrup - og hedder Henriette og er gift med Dario. Henriette og Dario har boet i Milano i 41 år. Vi inviterede dem på noget drikkeligt efter at have fortøjet, og de inviterede på en køretur næste dag. Vi var på besøg i en af deres sommerboliger - de har også et sted i Alperne. Vi spiste frokost hjemme hos dem og de viste os rundt i området. Om aftenen var vi oppe og spise i Campoloro, som ligger et godt stykke oppe på bjergskråningen, med en fantastisk udsigt. Det var spændende at komme op i nogle af de bjerge, vi kun har set fra vandet. Herlige mennesker som vi håber at se i Danmark engang.

Fredag sejler vi til Elba og ligger for anker i en godt beskyttet vig. Vi ville egentlig gerne have set lidt nærmere på, hvad Napoleon har oplevet under sit ophold der, men vejrmeldingen til søndag så lidt ulden ud, specielt der hvor vi ville hen nemlig Cala Galera, så vi drog af sted efter morgenkaffen.

Cala Galera er en megahavn med en forfærdelig masse store både, hvoraf en stor del var til udlejning. Vi har en dejlig tur derover og bliver vel modtaget, og der er masser af plads. Imidlertid fik vi næste dag afslag på, at kunne blive endnu en dag. Selvom der var masse af tomme pladser, kunne det ikke lade sig gøre, fordi de var ejet af fem udlejningsbureauer, som ventede både hjem den pågældende dag. Vi blev opfordret til at kontakte bureauerne, for det var sandsynligt, at de kunne afse en plads til os. Vi havde ikke lyst til at gå tiggergang, så vi tog turen til Riva Di Traiano med 8 – 10 m/sek luft lige i tuden.

Var Cala Galera stor, så var Riva Di Traiano endnu større med sine 2 – 3 tusind både, den ene større end den anden og så ligger havnen ikke særlig langt fra Rom. Da tirsdagen bød på 13 m/sek fra syd og masser af regn, bestilte vi to dage til 120 euro. Det blev en meget våd tirsdag med olietøj og taxa til en ikke særlig spændende by for at proviantere.

Onsdagen skulle give nordenvind med 7 m/sek., så det passede os godt. Men det blev vindstille så det var motor ned til floden Tiber, hvor vi sejlede et stykke op og lagde til ved et bådværft. Hvis vi havde bildt os ind, at vi for engang skyld skulle ligge gratis, blev vi skuffet. En herre kom og forlangte 40 euro, men så var det også med koldt brusebad og toiletter uden sæder. Nogle amerikanere, som vi mødte i Agropoli, fortalte, at de var kravlet lidt længere op ad floden, hvor det var noget billigere.

Onsdag den 27. september blev en af de dage, som altid optræder på sådanne rejser. Den startede godt. Vi kom lidt sent af sted men havde 7 – 8 sek/m agten for tværs, så det gik bare nedad bakke med 7 – 8 knob. Ved 2 tiden forsvinder vinden, og det bliver maskinen der må tage over. Vest for Foce Verde prøver vi om det er muligt at ligge for svaj, men det føltes ikke helt perfekt. Så vi fortsætter til Foce Verde, hvor der er en smal indsejling med 2 meter vand iflg. søkortet, og bagved en sø med masser af plads. I indsejlingen går vi på grund, og der er ikke 2 m vand. Jeg har prøvet det her med at sidde på grund mange gange, men denne gang var vi heldige med at slippe ud igen. Sø og vind trykkede os mod stenene ved indsejlingen, hver gang vi gik i stå på en sandbanke. Vi havde mange tilskuere, som fiskede i indsejlingen, og de følte sig vist godt underholdt, og havde en god historie med hjem til aftensmaden. Det lykkedes at slippe fri, men med lidt mere vind og sø ville det være endt med en katastrofe. Medens vi bandede over de italienske søkort og efterrationaliserede – Grethe havde bemærket, at det kun var motorbåde, man kunne se inde i kanalen – men 2 meter er vel 2 meter, og vi stikker kun 1,8 m. Vi fortsatte til S. Felice Circeo, som ligger bag ved et bjerg på 600 m, for at få en godt beskyttet havn at ligge i. Da vi nåede havnen, så vi at der lå 2 både for svaj lige udenfor. Vi var godt og grundigt trætte af at aflevere 40 – 60 euro for en snor i land, så vi lagde os også udenfor havnen. Det skulle vi ikke have gjort. Det blev den uroligste ankring siden engang midt i 80erne, hvor vi blev overrasket af et uvejr i Sørlandet oppe i Norge. Det var ikke fordi der var meget vind, men dønningerne var meget ubehagelige. Vi kunne have taget ankeret og smuttet ind til sjakalerne i havnen, men bed tænderne sammen og fik en rigtig ubehagelig nat.

Kl. 8 næste morgen sejlede vi til øen Ischia i en lækker havn Casamicciola lige ud for Napoli. Øen og byen er meget smuk og fortjente en nærmere udforskning, men det var for dyrt.

Fredag den 29. sept. sejlede vi ind til Napoli bl.a. for at få diesel på. Den havn vi kom til – der er en del i området - havde ikke plads til os og vi prøvede, sammen med et par store både, at ligge for svaj udenfor. Det var ikke fordi vejrmeldingen varslede meget luft, men det der kom, ville blæse lige ind på den strand vi lå ved.

Vi sejlede derfor over til Capri, hvor der var ankringspladser på læ side af øen.

Og hvilken oplevelse! Vi lå tæt ind til klipperne ved nogle udlagte ankerbøjer, at kaste anker selv der, havde jeg aldrig turdet, fordi soklen til land kun er et par hundrede meter bred, før vi havde flere hundrede meter vand under kølen.

Store turistskibe sejlede forbi i stimer til langt efter det blev mørkt, for at se de enorme klippespalter med huler i, som er en stor turistattraktion på Capri. Vi nød aftenen med de smukke omgivelser meget tæt på. Imidlertid var det meget uroligt, så vi fik en nat med rock og rul men dog i nogenlunde tryghed, fordi vi ikke havde et anker at bekymre os om.

Om morgenen sejlede vi først mod Maratea men besluttede, at vi lige måtte se på Agropoli, som, så vidt vi kunne se, er en af sidste store havne på Italiens vest side. Vi kom ind og så, at miljøet her var helt anderledes end havnene nordpå, og der er forholdsvis god plads. Så vi ferierer en uges tid her med badning, bytur, sejlvask for salt og klargøring af skibet til den kommende vinter, inden vi farer til Rom og derfra til København den 12. oktober med Sterling, som sælger flybilletter, der er billigere end en overnatning i mange af havnene hernede!

Lige inden vi i juli tog hjem på ferie i Danmark fra Sankt Louis, mødte vi Hanne og Jørgen, som kom hjem efter en jordomsejling med det gode skib Stella. Det var nogle dejlige mennesker (jeg sparer lidt på superlativerne, for de er med på maillisten) Vi nåede at spise frokost sammen på Helmuths "restaurant", inden han lukkede. Jørgen talte, til min store misundelse, perfekt fransk, han var magister i faget og havde undervist i det i en menneskealder. Hanne og Jørgen var lidt irriteret over alle de rosenrøde rejsebeskrivelser, folk sendte hjem fra deres ture rundt omkring i verden. Der er mange dejlige oplevelser, når man plasker rundt på havene, men der er også meget, som er knap så behageligt. Hanne og Jørgen lå i Pukket da Tsunamien ramte, og havde en rigtig møjtur op igennem Rødehavet med hård modvind og pirater fra Yemen i kølvandet. Jeg håber Jørgen gør alvor af, at skrive en mere nuanceret beretning, end dem vi ellers ser.

Jeg har hørt rygter om "piraterierne" i havnene langs den spanske, franske og italienske middelhavskyst, men at det er så horribelt, som det vi har set, er der ingen, der mig bekendt, har beskrevet. Det skulle være muligt at sejle langs Sardiniens vestkyst og videre til Sicilien, når man som min hustru lider af vandskræk om natten, og gerne vil i havn, og på den måde undgå alt for store økonomiske overraskelser. Det gør vi nok næste gang bare den modsatte vej. Eller også sejler vi forbi i et stræk, men min dejlige hustru …….

Havnen i Agropoli er som nævnt udmærket, men havnefogeden, for den bro vi ligger ved, er jeg ikke helt tryg ved. Kvittering for det folk betaler i havnepenge er, i modsætning til alle andre havne, umulig at få. Vi ventede i dagevis på en kvittering på betalingen for vores overvintring men fik aldrig nogen og da han kom med noget der lignede en kontrakt, var der for resten noget skat og sådan noget – men det kunne vente til foråret. Noget snask at ha hængende i luften indtil foråret, med en fyr man ikke stoler på. .

De fleste Italienske havne bygges af det offentlige og udliciteres til højestbydende, som får ubegrænset råderet over den havneandel, han har "vundet". Derfor de anarkistiske forhold i Italiens havne.

Nå! Rom er skøn på denne årstid, med et klima der ikke er for varmt og slet ikke for koldt. Her er perfekt til byferie. Jeg skal virkelig hænge godt på, hvis jeg skal følge med Grethe, som har været her for 45 år siden, jeg bliver nærmest slæbt fra sted til sted. Jeg har i øvrigt indfriet et løfte til min mor om at besøge Peterskirken. Den er stor – ja de findes vel ikke større – og så er den imponerende med en udsmykning uden sidestykke!

Så med Piazza Venezia, Peterskirken udefra og indefra, Colosseum og det der er så deprimerende en højreradikal demonstration.

kærlig hilsen fra

Grethe og Jørn