Forår og forsommer 2011

Akt 1

Vi kom som planlagt med SAS til Athen den 14. april sammen med Birthe og Ib. Vi hentede en bil hos Pop`car og kørte til Kilada en tur på 3 – 4 timer. I Kilada var alt lukket og uden hjælp fra de øvrige danske sejlere, som allerede var arriveret, ville vi være ilde stedt. Vi var heldige at finde en stige

ret hurtigt, og toiletterne, som nu er låste og kort kræves for at besøge disse faciliteter, lånte vi hos Bodil og Ole`s kort. Vi blev mødt med en velkomstdrink over hos Ruth og Søren i deres 51 foods Swede (hedder typen vist) og mødte Erik og hans – vist nok – nye dame fra S/Y Salt og Peber, Bodil og

Ole med deres stålbåd, Birthe og Ib s`følig. Et hyggeligt lille selskab, som vi spiste med et par aftener inden vi tog af sted. 

Båden var lavet flot klar med ny bundmaling, ny vandlinie – ca 10 cm højere end den gamle,- poleret fribord og opmalet pyntestribe. Vi var ca 10.000 kr. fattigere!

Det er nu mere end dobbelt – ja tæt på 3 gange så dyrt – at ligge i Kilada. Der er godt nok kommet ny toiletbygning, men den er i ringe – nærmest ussel standard. Opholdsfaciliteter til kunderne er fjernet, formentlig for at give plads til et par både mere. I forhold til andre græske værfter er Kilada noget

af det bedste og bådene står meget sikkert i deres nye stålstativer. Men som det ser ud nu er man fra værftets side kolde i rumpen over den sjuskede service man giver, for der er kunder nok og pengene strømmer skattefrit i familiekassen.

Tirsdag den 19. kommer vi i vandet og sejler til porto Khili hvor vi småfryser

og næste dag den 20. skynder vi os til Poros og ligger for anker ud for marinestationen, men der er meget luft, så vi sejler over i den modsatte ende af bugten – den NWlige side - hvor man har det hele for sig selv og ligger pragtfuldt. Er i land for at røre fusserne og bliver igen lidt deprimeret over den

losseplads man kommer ind til – vi var her med Sus og Jesper for nogle år siden hvor der lå det samme affald og nu lidt til.

Om fredagen sejler vi ind til selve Poros og ligger til. Havnefogeden, som vi efterhånden kender godt, kom om aftenen blot for at meddele, at han ikke længere måtte opkræve havnepenge, så vi skulle op til politiet og igennem den sædvanlige kontrol af kommaers placering på dokumenter. Det er kun

privatejede udenlandske både der får denne særbehandling, udlejningsbåde bliver ikke kontrolleret, de bliver sejlet af bl.a. russere, rumænere og bulgarere som ikke alle ser ud til at have rent mel i posen. Har jeg fortalt at det er spild af penge og arbejdskraft især når grækerne ikke selv vil betale for det!

Jeg er overbevist om, at de ikke har fanget en eneste illegal flygtning ved denne procedure højst nogle harmløse sejlende EU-borgere med kommafejl i papirerne.

Lang fredag gik stort set alle i Poros i procession fra kirken til flådestationen og tilbage igen, alle med lys i hånden. Vi havde også fået lys på vores stamrestaurant hvor vi spiste. Hele påsken råber/synger præsterne i et væk døgnet rundt, vi lå ved siden af kirken i Poros og den fik med messe og klokkeklang

hele døgnet. Nogle af præsterne messede så man skulle tro de havde stået i lære hos de muslimske mullaer.

Sejler over til - landsiden overfor Poros - om lørdagen, hvor der for et par år siden er oprettet en Litle forretning, her fik vi provianteret til resten af påsken + lidt mer. Det er iøvrigt sjovt hvad en grundig polering, ny vand-og pynteliste kan gøre, båden er af flere blevet bemærket pga dens skønhed.

Må om søndagen op og underholde politiet igen, og han begyndte helt forfra og jeg måtte slippe 12 euro efter 1,5 times politiarbejde og tilladelse til at være ved kajanlæget. Elektronisk udstyr er ikke eksisterrende på politiets kontorer ud over et helt opdateret TV Fladskærm s`følig, disse apparater er til gængæld obligatoriske på alle kontorer med tilhørende billige TV-serier. Der er masser af ringbind hvor de møjsommeligt sætter alle disse ligegyldige dokumenter ind – håndskrevne med gåsefjerens umiddelbare afløser.

Vi sejler op til Korfos og fortøjer ved en udlagt bøje og sejler ind til en taverna i dingien og fik lidt at drikke. Vi plejer at lægge til ved en taverne i den modsatte side af bugten, men vi er lidt trætte af at høre på hans præk om tyrkere som er skyld al verdens ulykker og så har han taget rumpen på os et par gange.

Iøvrigt havde alle tavernaer meget travlt pga af påsken.

Går op til Korinterkanalen om mandagen og er lidt bekymret idet Rod Heikel skriver at der skal betales 30% ekstra på helligdage og at kanalen er lukket om tirsdagen til reperationsarbejde. Da vi når frem viser det sig at prisen for lystyakts er ens alle ugens dage men vi må alligevel slippe 165 Euro for 5,5 km vandvej, efter sigende den dyreste i verden pr km.

Akt 2.

Akt 3

Kenedy, op gennem Levkaskanalen og videre til Prevesa i overskyet og sidst på dagen med regn.

Om vejret generelt så har det været bedre i Danmark i hele perioden!

Det er billigt at ligge i de græske havne. Enten koster det ganske få euro ca. 5 euro eller også er det gratis. Grækenland har mange fantastiske ankerpladser som gør at det er en naturlig grænse for havneafgifternes størrelse idet man som et alternativ kan ankre op tæt på en by og får de samme muligheder. Der hvor det er nødvendigt at få båden til kaj er når der skal vand og diesel ombord.

Kære Familie og venner!

Vi er medlem af en forening som hedder noget så fikst og eksotisk som “Foreningen til langtursejladsens fremme” eller FTLF. Det går imidlertid mere og mere op for mig at vi ikke er langturssejlere, men blot tursejlere som er kommet lidt langt hjemmefra. Vi sejler stort set kun om dagen – Grethe vil ikke sejle om natten – og det begrænser distancerne imellem de enkelte distentioner til max. 70 sm. Alle vi kender hernede sejler rask væk 3 – 400 sm og mere i et stræk. I begyndelsen syntes jeg det var lidt ydmygende at indrømme at vi sejlede de korte stræk, men nu er det faktisk en sport, som adskiller sig fra det almindelige langturssejlerkoncept på en lidt sporty måde – synes jeg nu! Og det kan faktisk lade sig gøre at sejle – stort set – til alle distentioner i Middelhavet, hvis man er lidt tålmodig. Havde der ikke været ufred i Libyen og Tunesien ville vi været gået fra Sicilien til Tunis via en lille ø I. Pantalarria og fra Tunesien til en lille ø La Galita, og derfra til Sardinien. Men det er simpelt hen for utrygt med alle de desperate bådflygtninge der færdes i området. Så nu tar vi samme vej hjem som vi kom herud – stort set.

Vi fik taget afsked med Prevesa på tavernaen Mermaid. Det var blevet anbefalet af vores engelske nabo i Patra. Tavernaejeren havde været i Sverige for godt 20 år siden og læst marketing og var en velbegavet person, som havde et billede af Nokolas Teotarakis i stort format i sin taverne. Endnu engang sad en begavet mand og mente, at det var helt fint ikke at betale skat og at landets ulykker skyldtes udlandet og kurupte politikere. Jeg er mere og mere overbevist om at ethvert lån til Grækenland er at smide penge ud af vinduet, de hører ikke hjemme i EU i hvert fald ikke endnu. Faktisk er Tyrkiet meget bedre rustet, men der får vi jo relegiøse mavesmerter og så er de så helvedes mange. Vi sluttede samtalen med at snakke om børn og børnebørn og en forhåbentlig god fremtid for dem.

Vi sejlet op til nogle øer op til fastlandet. Mourtos hedder stedet. Vi smider anker og ligger ganske godt beskyttet med den sydlige vind. Næste dag er vi i Gouvion.

De skjulte sig for politiet hos os, så de slap for at betale. Vi spiste sammen på det forfærdelig spisested ved havnen – rammerne er pæne men maden ..... . Vi kom til at bestille blæksprutte til vores svinekottelet – vi troede vi havde bestilt pomsefritter. Ingen af delene var til at spise med fornøjelse. Jeg lover aldrig at spise der igen, sidst fik vi sværdfisk og det var også en negativ oplevelse.

Mesinastrædet har jeg beskrevet på udturen og det holdt stik denne gang. Ved en pynt – P.Ta Di Pellard – kan man tegne en streg med en linial og på den østlige side er der vindstille og på den NV side 10 m/sek fra nord. Det betød at vi skulle have såvel strøm som vind imod hele vejen op gennem Mesinastrædet. Dragesurferne var glade for det, de har fundet et område hvor vinden akcellererer rigtig meget og sejler/flyver med en enorm hastighed.

Vi ville været gået ind i Messina men vi ved at den – ligesom Regio Calabria – er meget urolige og ekstremt kedelige. Dertil kommer at autoriteterne i Messina helst ser lystsejlere hen hvor pebberet gror. Så vi fortsatte til en lille fiskerhavn Bagnara Calabra, hvor vi lå stille og roligt men måtte for det betale 45 euro, en trøst er at det helt sikker koster mere i såvel Mesina og Regio Calabria.

I Bagnara Calabra så vi nogle ekstremt tilriggede fiskekuttere. Kutterne er ca. 10 m lange og vel 4 m brede. De fik rigget en ca. 30 m høj “mast”/stativ på skibet tilsyneladende i stål. På toppen var der en kurv med plads til et par mand. Som bovspryd havde de en gangbro – også på 30 m – med en platform for enden. De bliver brugt til at fange “big fish” formentlig en hvalart eller sværdfisk. Hvis jeg sad på toppen af masten, og så en stor båd med tilhørende bovsø komme imod os, skulle jeg med garanti have nye underbukser når jeg kom ned.

Vi tog til Tropia om fredagen. Der er meget smukt omkring Tropia og masser af hoteller. Ud over den spændende by hvor man fra havnen skal være bjergbestiger hvis man vil besøge den, er der nogle lækre badestrande i området. Om lørdagen kommer Giro di Italia forbi og afslutter oppe i byen. Jeg tog skibets flag med for at gøre det lidt festligt hvis der skulle være en dansk rytter i feltet. Det hele er overstået på 3 – 4 min. og så kan man begynde at rigge spærringer og plakater af – et enorm arbejde. Kravler op i byen i håb om at kunne finde en teleforretning der har åbent. Jytte og Erling havde vist os et USB-stik til computeren. Hvis vi bruget telefonsystemet til at gå på internettet koster det 450 kr. for 20 mega/bit de får 3 gega/bit for 50 euro. Desværre var teleforretningerne lukkede.

Onsdag den 22. juni fy for en dag. Det startede helt fint med solskind. Ved 11 tiden buldrede det lidt og slusernes automatik blev upålidelig så vi måtte tilkalde assistance fra VNF over et kaldeanlæg som der er ved hver sluse. I mellemtiden stod vandet ned i stænger med hagl så store som dueæg – næsten - og det fortsatte stort set hele dagen. Vi nåede toppen af Vosges og skulle 10 km til de første nedad¨ående sluser. DET BLEV ET MARARIDT. Vi hoppede over bunden hele vejen derover, enkelte steder gik vi helt i stå oftest under broer eller hvor kanalen var understøbt af beton. Vi har prøvet det her før og måtte opgive at fortsætte i kanal Laterel zur Saune for 7 år siden og her var det på et hængende hår at vi kom igennem. Så stor var lettelsen da vi nåede den første nedsluse hvor vi tog de 7 første trin så havde vi 30 sluser på den dag. Der har ellers været rigeligt med vand hele vejen undtaget på toppen af Vosges og jeg tror ikke vi var kommet igennem hvis det ikke regnede så voldsomt hele dagen.

Vi måtte ligge med rumpen ude efter 7. sluse idet vi måtte stoppe midt i en række på 10 sluser, men det fungerede udmærket. Næste dag fortsatte “nedturen” men uden ubehagelige overraskelser – det skulle da lige være vejret som skulle være sol men det regner konstant. Det blev til 23 nedgående sluser dén dag før vi lagde ind til Charmes hvor der var anlæg med strøm og vand og en hyggelig lille by.

Da vi skulle i land stod der godt nok noget på tysk om “verboten” men jeg forstår kun, tysk i beruset tilstand og jeg var meget ædru, 100 m derfra lå et Aldi supermarked, et helt slaraffenland og vi købte stort set hele butikken.

Tirsdag fortsætter vi i det gode vejr den enestående tur ad Mosel og overnatter nok engang ved en rustbunke af en flodpram men selvom der var en sejlklub lige ved, var vi ikke sikker på der var vand nok. Vi er kommet til Tyskland kan vi mærke. Tyskerne har det med at låse alt ved havnene inde, således også her. Vi skulle af med vores affald og gik hen til den officielle havn hvor der var affaldsboxe til en hel by, men vi kunne ikke komme ind og en dame som så at vi tog i døre og ikke havde koden stod blot og lurede på hvad vi nu ville gøre. Vi gik videre til en ophalingsplads og der var en affaldscontainer som desværre var effektivt aflåst med kæde og hængelås. Tyskerne er som bekendt et effektivt folkefærd og det gælder også når ting skal låses af. Vi gik op til en skov og et stykke inde i skoven, var der en parkeringsplads med en affaldskurv vi kunne bruge. Da vi kom tilbage var luredamen nysgerrig efter at høre hvad vi havde gjort med affaldet. Normalt er tyskere et venligt folkefærd men i nogle sammenhænge er de simpelt hen for sympatiske lidt hen af DF som vil lukke hele Danmark inde, en holdning de vist nok har lært hernedefra.

Man skal ikke sammenligne pærer og bananer. Men at sejle gennem Mosel i den luxemburgske og tyske del er en enestående oplevelse og en af de smukkeste vi har haft. vi har haft nogle rigtig varme og solrige dage. Men onsdag den 29. juni fik vi regn men selv i regn har Mosel sin charme. Vi havnede i Koblenz hvor Mosel slutter og går over i Rhinen. Vi lagde ind til en af sejlklubberne som har broer ud i Mosel og her var man yderst hjælpsomme og her var tingene ikke låst inde!! var vi til gængæld om morgenen da vi skulle i byen var porten låst. Det var dog ikke værre end små 100 m derfra var en anden port som var åben så helt perfekte er de nu ikke – heldigvis. De sejler iøvrigt med nogle 20 – 28 fods sejlskibe med en rimelig mastehøjde, de kan formentlig sejle ca. 4 - 5 km. frem tilbage. Man kan sagtens få masser af luft at sejle med, men søsyge er ikke noget de kender til, der er ikke plads til at bølger for alvor kan rejse sig.

!. juli og ih hvor det går i regn, blæst og en hæs blæsende trafik, ned ad Rhinen over stok og sten med 12 - 13 knob eller ca. 20 km i timen. Vi ville have været ind i Køln men blæste forbi og standsede først i Düsseldorf i en dejlig marina og et sødt ægtepar som stod for havnen. Vi tilbagelagde godt 150 km i dag men der var også kun en sluse, den sidste i Mosel, for i Rhinen er der stort set ingen sluser, så det er derfor at der er den voldsomme strøm og dermed dens tore udfordring. Last bådene er enormt store og nogle også med en anselig dybgang. De har en stor tavle - ca. 1,5 x 1.5 m med et lys i midten. Tavlen sidder i styrbord side og anvendes når man ønsker at gå venstre om dvs passere hinanden på stb side. Der var en lind strøm af både og de der tavler blev brugt uafladeligt, men når man møder 3 både hvor en har tavlen sat og de to ikke og det er tisse regnvejr med en meget dårlig sigt skal man holde tungen lige i munden, men godt man ikke skal sejle imod strømmen - thy ha.

1. juli og ih hvor det går i regn, blæst og en hæs blæsende trafik, ned ad Rhinen over stok og sten med 12 - 13 knob eller ca. 20 km i timen. Vi ville have været ind i Køln men blæste forbi og standsede først i Düsseldorf i en dejlig marina og et sødt ægtepar som stod for havnen. Vi tilbagelagde godt 150 km i dag men der var også kun en sluse, den sidste i Mosel, for i Rhinen er der stort set ingen sluser, så det er derfor at der er den voldsomme strøm og dermed den store udfordring. Lastbådene er enormt store og nogle også med en anselig dybgang. De har en stor blå tavle - ca. 1,5 x 1.5 m med et lys i midten. Tavlen sidder i styrbord side og anvendes når man ønsker at gå venstre om dvs passere hinanden på stb side. Der var en lind strøm af både og de der tavler blev brugt uafladeligt, men når man møder 3 både hvor en har tavlen sat og de to ikke og det er tisse regnvejr med en meget dårlig sigt skal man holde tungen lige i munden, men godt man ikke skal sejle imod strømmen - Phy ha.

Søndag lister vi over i slusen efter 2 lastbåde og der var lige plads lige inden sluseporten. Så kom et nyt mareridt. Den bageste båd begyndte at køre kraftigt med skruen for at holde skibet til slusekanten med en fortøjning forude – en teknik vi også stiftede bekendtskab med i Nordfrankrig for 7 år siden. Når man er så tæt på det store skibs skruevand og vi dårlig nok har fået fat i noget at fortøje ved er det umuligt at holde båden især når den begynder at dreje forenden ud i bassinet så vi snurrede rundt og fik ankeret banket af i den modsatte slusevæg. Vi måtte liste ud fordi vi ikke havde en chance for at fortøje. Over VHFèn spurgte jeg om det var tilladt at bruge skruen på den måde i slusebassinet og det bekræftede slusemanden, iøvrigt efter skipper og han havde moret sig over episoden. Jeg nægter at tro på at det er tilladt det disse skippere laver, ham her gik ud af styrehuset medens motoren kørte. De har ca en meter til modsatte væg så det er helt overflødigt det de laver. Hvis jeg gider vil jeg undersøge lovligheden hos de tyske myndigheder, det er tæt på overlagt mord!

Vi kom ene op på næste tur og var nærmest i chok. Stort set uden at bruge motor kom vi de ca. 6 km til Herne Ost hvor vi blev sluset op og kom ind i en havn lige op til slusen, AMC, hedder havnen. Her blev vi mødt af flinke folk som hjalp os med at finde en mekaniker som havde forstand på tingene. Det tog 4 dag at få ordnet motoren. Onsdag den 6. juli lister vi videre ad Rhine – Herne Kanal over i Dortmund – Ems Kanal og gør holdt i Münster for at få ordning på et Telekom abonnement til internet. 3 forskellige afdelinger af Telekom 3 forskellige svar på det samme spørgsmål, det kan man da kalde kommunikationsvirksomhed. Vi mødte en svensk motorbåd som var på vej sydover med problemer med en generator og vi anbefalede vores mekaniker – Lacovitz hedder han. Den 7. er det Noahs fødselsdag og det gør lidt ondt ikke at være nået hjem og fejre ham men vi tar revance! Fortsætter over i Mittellandkanal og gør holdt i en vieplads for de store både – disse findes med passende mellemrum og skal sikre at både på f.eks. 150 m skal kunne vende i kanalsystemet.

Mandag videre til Lübeck via Elbe – Lübeck kanal, og tirsdag til Travemÿnde via Trave, hvor vi finder Böb og aftaler påsætning af mast og får repareret ankergrejet. Folk er rare og venlige i havnen/værftet. Det er ret billigt at ligge her - 36 euro for 4 dage - men masteisætningen og reperation af ankerbeslag var dyrt.

Den 16. juli 2011 sejler vi i pragtfuldt vejr til Gedser Lystbådehavn. Så nu er vi i Danmark og så er historien slut.