Om natten søndag den 5. april 2009 kl. 3.00 - med 1,5 timers forsinkelse - stiger vi på en flyver fra det tyrkiske lavprisflyselskabet "Pegasus" i Kastrup. Der er sgutte meget benplads imellem stolene og det er ikke så rart med mine små 2 meter - hvoraf en stor del er ben - når man skal prøve at fordrive de ca. 3 timer til Istanbull med lidt søvn, Forsinkelsen gjorde at ventetiden i Istanbull blev halveret. Vi var i Bodrum ved 11 tiden tyrkisk tid.
Det regnede og regnede så vi overvejede seriøst at tage ind til et hotel i stedet. Vi kravlede dog om bord i "Seksèren", som var tør og rar, især da vi fik tændt for varmeapperatet. Vores inddækning af båden viste sig at være perfekt, idet det var lykkedes at holde båden tør indvendig til trods for den utætte overbygning.
Jeg havde fået ind i hovedet at vores kontrakt udløb den 7. april. Da vi så os omkring havde vi virkelig svært ved at se hvorledes de skulle få os i vandet, idet vi var grusomt indespærret imellem et væld af skibe.
Den 6. april talte jeg med værftkontoret, hvor det viste sig, at de havde registreret kontraktens udløb til den 15. april, formentlig p.g.a. en misforståelse. Lidt irriterende men det giver os god tid til at blive klar. En ting man skal have tjek på hernede er forsikringspapirer. Vores udløber den 1. maj 2009 kl. 12.00. Det vil give os et problem hvis vi ikke kan få sendt et nyt bevis fra Pantaenius. Jeg har derfor haft kontakt med selskabet som har lovet at sende beviset til YatLift - som værfet hedder - så snart de har set nogle skillinger. Netbank er en rigtig smart ting når man er i udlandet, idet man kan ordne stort alle økonomiske dispositioner, hvis man blot er i nærheden af noget internet, hvilket der efterhånden bliver flere og flere af.
Jeg har stor respekt for tyrkerne, specielt p.g.a. deres hæderlighed. Vi blev kørt fra lufthavnen i taxa. Da vi kom til YatLift viste taxameter 140 lirer - ca. 560 kr. - men manden ville kun have 80 lirer af en grund vi stadig undrer os over. Derfor blev jeg ekstra skuffet over at havnens "teknikerafdelingen" vil bonge mig for 50 € for en gasflaske vi afleverede før vi tog afsted, med henblik på at vi skulle hente en fuld når vi kom tilbage. Desværre har jeg ingen kvittering på gasflasken, så jeg kommer nok til at betale. Men det giver en sort bemærkning i tyrkernes karakterbog, som faktisk indtil nu er uden negative bemærkninger.
Lørdag den 18. april 2009, Ligger nu på Semi, som er græsk selvom øen ligger "et stenkast" fra den tyrkiske kyst. Vi ligger for anker i fjorden O. Pedi. og vi er stadig på tyrkiske "nummerplader" så vi skal ikke i havn eller for meget på land. Indsejling og selve fjorden er ikke identisk med kortet, så det er ikke noget med at gå ind for GPS-navgation. En ret stor klippe midt i indsejlingen til fjorden, er ikke indtegnet på kortet, og da vi havde smidt ankeret viste kortet at vi lå 100 m på land til trods for at vi havde 10 m vand under kølen. De grækere, de grækere!! Tyrkerne er bedre til at lave søkort end såvel italienere som grækere, vi har i det mindste ikke fundet fejl endnu.
Vi kom i vandet i går den 17. april og sluttede vores ophold i YatLift med en meget positiv attitude fra havnens "spidser". Vores mellemværende med den forsvundne gasflaske blev, at vi ikke kom til at betale dipositum, men 43 lirer = 172 kr. er mere end det dobbelte af prisen i Marmaris hvor en fyldning koster 20 lirer. Så aldrig mere Yatlift, med mindre båden bare skal stå på land og intet andet.
Under vores ophold i YatLift i efteråret lærte jeg en tyrkisk ingeniør at kende. Han rodede rundt i en meget lille sejlbåd med sænkekøl, som han mere eller mindre selv havde lavet. Inden vi i efteråret tog
fra YatLift havde jeg lovet ham en øl hvis vi mødtes igen. Det gjorde vi! og den øl vil jeg ikke glemme, idet den gav mig en intellektuel oplevelse jeg var helt uforberedt på. Vi drak øllen sidst på formiddagen, så der var ikke noget fuldemandssnak i det. Vi talte om verdenssituationen med Obamas relegiøse ståsted, Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til generalsekretær for Nato og tyrkiets modstand p.g.a. en kurdisk radio og tegneserierne i Jyllandsposten, om Muhamed og hans 14 hustruer samt den 9 årige pige som i nutidens norm gør deres religiøse stifter til pædofil, om jesus og Marias jomfrufødsel og de herskendes klasssers interesse for at bruge relegion til at undetrykke folket. Han var muslim jeg registreret kristen og vi var så enige om det hele at det var mærkeligt! Da vi skiltes gav vi stontant hinanden en stor krammer med kind mod kind på begge sider. Og jeg ved ikke hvad han hedder!!!! Han ved heller ikke hvad jeg hedder, fordi det ikke var vigtigt, vi havde vigtigere ting at fortælle hinanden. Jeg har hørt at noget sådan kan forekomme hvor en mand og en kvinde falder over hinanden p.g.a. sympati, går i seng med hinanden fordi det føles som det eneste rigtige og så forlade hinanden uden at kende hinandens navne fordi det kun var oplevelsen der betød noget, tja - jeg kan godt bruge sammenligningen!
Nå! da vi var kommet i vandet fungerede alt bortset fra vores kobling til motoren, som selvfølgelig stod i frigear. Da jeg skulle sætte motoren i gear sad omskifteren fast og da jeg gik mere håndfast til værks knækkede palen. Jeg måtte bruge stemmejern og muskler for at få motor og skrue til at fungere sammen. Lidt stressende når man nu har sat næsen op efter at komme ud og sejle.
Vi gik til Knidos, hvor vi har været et par gange før og altid i selskab med en masse andre både, men denne gang havde vi alle herlighederne for os selv.
Stedet er historisk interessant, idet det var en magtfaktor for 2600 år siden med en meget stor by med amfibieteater og templer. Nu bor der en tavernaholder med familie og en kostode som tager 8 lire pr. hoved for at vi kan få lov atse på alle stenene.
Lørdag den 25. april 2009. Vi kom til Marmaris i søndags og lå for anker i bugten lige op til Yacht Marine. Vi var noget spændt på om vi kunne få lov at være i havnen som er fyldt til bristepunktet. Da vi kom op på kontoret om mandagen måtte vi vente rigtig længe. En australier blev meget vred over ventetiden og især at han måtte vente 10 min. i en stol medens kontorassistenten, som skulle ekspedere ham, talte i telefon. Til sidst råbte han så meget op, at en bodyguard måtte assistere den unge dame. Faktisk kunne jeg godt forstå ham, men kulturen her i det sydlige er sådan, at sidder man på indersiden af et skrivebord, så har man magten, æren og retten.
Langt om længe blev det vores tur ,og det var vores gamle veninde Damla, som skulle ekspedere os. Da hun så os jublede hun, rejste sig og gav såvel mig som Grethe et "tyrkerknus" d.v.s. en berøring på hver kind uden kysselyde. Vi kunne være i havnen så længe vi ville, og når vi ville. Hun var imidlertid blevet gift for tre måneder siden og var gravid i 5 måned og undfangelser med helligånden bruger man ikke på disse kanter - hun er muslim. Vi fik endnu engang positiv særbehandling og sagde tak.
Bådens utætte overbygning vil nu få 5 mm mahogni playwood, men da der er travlt bliver det tidligst sidst i maj/først i juni. Prisen er den samme som sidst d.v.s.ca. 1/3 af prisen i Yatlift! Vi er gået igang med at lave en lazy jack sammen med en schweizer, Gele, som den israelske sejlmager har anbefalet. Flinke fyre begge to så det er et formedabelt samarbejde. Israeleren skal lave en easy bag om storsejlet når forarbejdet er færdigt.
Vi ligger ind imellem sammen med nogle mærkelige mennesker. Til morgen blev vi vækket til en morgenandagt lige ud for vores skib. En russisk præst i fuldt udstyr og med et lille mobilt alter, var igang med at kaste vand og noget andet på en halvstor Nauticat, som åbenbart lige var overtaget af russerne. Der blev messet, og de fromme "søfolk" så meget andægtige ud i deres fine nye tøj og med et fast greb om det rusiske flag. Når man så dem arbejde på båden, er det svært at forstå at vi har behøvet at frygte en krig med dem, uorganiseret, gå i vejen for hinanden, ineffektivt, "skuearbejde" dvs se ud som at have meget travlt uden der kommer noget meningsfuldt ud af det, Det hele blev filmet af en medbragt fotograf og de vinkede heftigt da de sejlede, iøvrigt uden at betale for strøm og vand.
Vi har bestilt hjemtransport til den 6. maj 2009 kl. 20.40 fra Izmir og går imellemtiden rundt og fiser den af i Marmaris og det er ikke så galt! Poolen har vi solet os i, men vandet er rigtig grønlænderkoldt, idet temperaturen om natten er helt nede på 6 - 8 grader. Men vi har været i!
Lørdag den 2. maj 2009. Der ligger vel 15 - 20 danske både hernede. Kun et fåtal er bemandet endnu. For et par dage siden kom der en 40 fods dansk båd ind og lagde til på den anden side af vores bro. Skipper hedder Lars Rugård Jensen og hans skib hedder Pinocchio. Ham og Stefen - en skolelærer på orlov - havde sejlet afsted i påsken fra Lisabon og havde et par haverier med maskinen undervejs og dukkede nu op i Marmaris. Det første de bad om var vejviseren til baderummet. Det viste sig at Lars og jeg havde en del fælles bekendte bl.a. Else og Leif, som de for fire år siden havde ligget sammen med netop her i Marmaris, Vi skulle hilse!!
De tog en flyver fra Antalya i går og overlod bådoptagningen til mig og en englænder, som ligger fast hernede i sin båd Baheena og hedder Paul Carr. Båden vil Lars have på land fordi han først kommer tilbage til oktober.
Onsdag den 6. maj 2009 i Izmir lufthavn. Det lykkedes ikke at få Pinoccio på land. Paul gad ikke vente længere og iøvrigt øsregnede det både søndag og mandag. Da vi tog afsted i formiddags fra Yachtmarine lå Piniccio stadig i vandet.
Vi har haft en del dage nu i Yacht Marina og set en del på bådene og specielt deres ejere. Det ligner meget en pensionistklub det er seniore+++ langt de fleste og der er enkelte på 80+. Forleden var vi oppe og spise i restauranten og havde den - efterhånden - sjældne oplevelse at høre til blandt de yngre. Det er jo en god måde at udfylde alderdommen med. Havnen er også udstyret til det ældre publikum med fast ambulance og en fastansat sygeplejerske som tager sig af skavankerne. Efter sigende skulle hun være en køn pige men mærkelig nok ikke overbebyrdet med arbejde.
En gut der hedder Jørgen har købt en gammel tyrkisk turistbåd som han har på land for øjeblikket. Han skal være glad for at arbejdslønnen er så lav for der er virkelig noget at gå i gang med, specielt p.g.a. råd i bordene. Jørgen har haft hotelog kro hernede og derhjemme samt i Portugal, Sydamerika m.m.m.
Og så skal vi hjem til Celinas konfirmation!
Nå det er tid at tjekke ind og få noget at spise.
