Syditalien.
Seksèren er blevet godt begroet med 3/4 år i vandet og vi kan ikke sejle mere end 5 knob, hvilket er et par knob under normalen. I Vibo Valentia kunne vi komme på land, og da jeg af den charmerende Canadiskfødte kvindelige havnekaptejn fik at vide at det kostede 2000 Euro i et andet område af havnen, kom jeg til at sige OK. Det fortrød jeg 2 sekunder efter, men man kan ikke løbe fra et ord, slet ikke overfor en charmerende kvinde. Grethe , Else og Leif syntes jeg var helt vanvittig og selvfølgelig havde de ret, så jeg sov meget dårligt den nat. Tidlig næste morgen tog jeg mig sammen og fik jeg fat i Canadieren og måtte fortælle, at det prismæssigt var mere end jeg kunne magte. "No promlem i`l cancel the agreement" og så var jeg igen en glad mand. Imidlertid fik jeg at vide af nogle hollændere, at de havde fået en frømand til at rense deres båd i bunden for 100 Euro. Jeg måtte så op til skønlingen igen og fik arrangeret en underbådsbehandling i vandet. Det er nu gjort og jeg er spændt på hvor meget det har hjulpet.
Vi fløj til Rom den 24. april og via Termeni station videre til Agropoli med tog og arriverede ved 10 tiden om aftenen. Vi havde igen fyldt for meget i kofferterne. Ca. 40 kg slæbte vi rundt med og det er ret hårdt, selvom det er fordelt på to kufferter. Grethe havde fået en forstrækning i den ene balle af slæberiet, så derfor var det meget velkomment da to sorte piger fra den Dominikanske Republik hjalp os med at slæbe kofferterne ned og op ved Agropoli station - de var sgu bare så søde.
Foråret 2007:
Kære familie og venner!
Lige nu ligger vi i Vibo Valentia, som har en af de mest velorganiserede havne vi har set i Italien. Her er alt hvad man kan folange af en havn, vand, el. bad, toiletforhold, netværk til internet, indkøbsmuligheder og frem for alt en hjælpsom betjening fra havnekontoret. Hertil kommer at det kun koster 20 euro pr. døgn at ligge her.
Vi sagde farvel til Else og Leif den 2, maj, De kom den 30. april og vi har haft nogle dejlige dage sammen. Verden bliver en smule kortsluttet når man møder gamle - men stadig unge - venner i nogle lidt eksotiske omgivelser i to små sejlbåde midt i Middelhavet. Else og Leif er på vej hjem og regner med at nå Port sankt Louis ved Rhonen i Juni, medens vi er på vej til Grækenland og Tyrkiet - der hvor Else og Leif lige er kommer fra. Det gav en masse at snakke om med gode råd og tips, udveksling af kort og literatur, som er meget værdifuldt, når man skal finde rundt i alle herlighederne og få tiden til at gå uden at kede sig.
Lige nu ligger vi i Vibo Valentia, som har en af de mest velorganiserede havne vi har set i Italien. Her er alt hvad man kan folange af en havn, vand, el. bad, toiletforhold, netværk til internet, indkøbsmuligheder og frem for alt en hjælpsom betjening fra havnekontoret. Hertil kommer at det kun koster 20 euro pr. døgn at ligge her.
Vi sagde farvel til Else og Leif den 2, maj, De kom den 30. april og vi har haft nogle dejlige dage sammen. Verden bliver en smule kortsluttet når man møder gamle - men stadig unge - venner i nogle lidt eksotiske omgivelser i to små sejlbåde midt i Middelhavet. Else og Leif er på vej hjem og regner med at nå Port sankt Louis ved Rhonen i Juni, medens vi er på vej til Grækenland og Tyrkiet - der hvor Else og Leif lige er kommer fra. Det gav en masse at snakke om med gode råd og tips, udveksling af kort og literatur, som er meget værdifuldt, når man skal finde rundt i alle herlighederne og få tiden til at gå uden at kede sig.
Seksèren er blevet godt begroet med 3/4 år i vandet og vi kan ikke sejle mere end 5 knob, hvilket er et par knob under normalen. I Vibo Valentia kunne vi komme på land, og da jeg af den charmerende Canadiskfødte kvindelige havnekaptejn fik at vide at det kostede 2000 Euro i et andet område af havnen, kom jeg til at sige OK. Det fortrød jeg 2 sekunder efter, men man kan ikke løbe fra et ord, slet ikke overfor en charmerende kvinde. Grethe , Else og Leif syntes jeg var helt vanvittig og selvfølgelig havde de ret, så jeg sov meget dårligt den nat. Tidlig næste morgen tog jeg mig sammen og fik jeg fat i Canadieren og måtte fortælle, at det prismæssigt var mere end jeg kunne magte. "No promlem i`l cancel the agreement" og så var jeg igen en glad mand. Imidlertid fik jeg at vide af nogle hollændere, at de havde fået en frømand til at rense deres båd i bunden for 100 Euro. Jeg måtte så op til skønlingen igen og fik arrangeret en underbådsbehandling i vandet. Det er nu gjort og jeg er spændt på hvor meget det har hjulpet.
Vi fløj til Rom den 24. april og via Termeni station videre til Agropoli med tog og arriverede ved 10 tiden om aftenen. Vi havde igen fyldt for meget i kofferterne. Ca. 40 kg slæbte vi rundt med og det er ret hårdt, selvom det er fordelt på to kufferter. Grethe havde fået en forstrækning i den ene balle af slæberiet, så derfor var det meget velkomment da to sorte piger fra den Dominikanske Republik hjalp os med at slæbe kofferterne ned og op ved Agropoli station - de var sgu bare så søde.
Vores havnefoged var blid som et lam da vi mødte ham, og min frygt for at han skulle forsøge økonomisk udbytning var nok lidt overdreven. Men en plattenslager er han! Havnens broer bliver administret af forskellige entrprenører og man skal holde sig væk fra nr. 2 bro fra indsejlingen.
Leone di Caprera.
Den 26. april stak vi afsted i adstadigt tempo p.g.a. begroning i bunden til La marina il Leone di Caprera S.R.L Servizi Portuali. En udmærket havn med en smule by til småindkøb. Det koster 26 Euro at ligge i havnen.
Cetraro.
Næste dag løb vi til Cetraro. Ude på vandet var der stort set vindstille, men i havnen blæste det meget kraftigt p.g.a. vinde oppe fra de høje bjerge. Det gør havnen en smule ubekvem at lige i men det formildes af at det er gratis. Med lidt besvær kan man få vand, men strøm er udelukket og der er ingen indkøbsmuligheder tæt på. Havnen ser ud til at have være ufærdig i mange år og er formentlig lavet delvis af EU-penge.
"Amantea"
Den 28. april ville vi sejle til Amantea som ligger ca. 25 sm borte så vi til afsted ved 11 tiden. Da vi nåede kysten hvor Amantea havn skulle ligge var der ikke nogen havn,. Vi har helt nye kort for området men havn var der ikke - kun flad strand!
Vibo Valentia.
Vi måtte fortsætte yderliger 25 mil til Vibo Valentia og kom ind ved 9 tiden om aftenen og det er en god havn. Forinden havde vi haft kontakt med Else og Leif og aftalt at de skulle sejle fra Regio Calabrio og møde os i Vibo.
Kærlig hilsen
Grethe og Jørn
Tropea.
Tog fra Vibo Valentia den 8. maj efter at have afregnet € 20 om dagen + dykker og vask af tøj. En helt igennem anbefalelsesværdig havn! Da vejrmeldinen var lidt ulden med tordenbyger i Mesinaområdet gik vi ind i Tropea, som er en sprit ny stor havn med masser af plads og alle faciliteter. Byen ligger på en halvø højt oppe, så selvom den er tæt på er det en ordentlig vandretur op af bjeget. Men det er umagen værd. Man kan se det meste på et par timer, men man kan ikke lade være med at lade sig facinere af udsigten ud over havet. De tager € 33 for en overnatning.
Regio Di Calabria.
Turen til Mesinastrædet gik stille og roligt indtil vi nåede selve strædet. Så fik vi masser af luft fra nord og kraftig medstrøm, så det gik stærkt med at komme det sidste stykke til Regio Di Calabria. Rædselsfuld havn med en fra havnen utilgængelig by, og tog som støjer uafladelig hele døgnet. Man kan ligge gratis i trafikhavnen, men med vinden ind fra nord, var der ikke særlig rart, det var en hoppen og dansen. Vi valgte lystbådehavnen, og fik den bedste plads i havnen, men selv der var det ikke behageligt. Der er vand og strøm og nogle ganske rare mennesker, men det koster € 50. Det siges at Mesina havn er endnu værre at ligge i p.g.a. færgetrafik og pris.
Rosella Lonca.
Det var om at komme tidlig afsted om morgenen den 10. maj og ih hvor det gik. Vi havde masser af vind og strøm med os, så for en storer og en stadig snavset bund løb vi 9 knob et par timer, og så døde vinden pludseligt på et par sekunder. Så var det maskinen, som måtte tager over indtil vi nåede Rosella Ionica. En udmærket havn forberedt til alle faciliteter men ud over vand er her intet der fungerer. Der er en lille restaurant hvor vi fik sværdfisk den ene aften - vi fortrød at vi ikke tog noget andet - den var tør og kedelig. Byen ligger ca. 3 km fra havnen og er hyggelig og velekviperet med dagligvarer. Det er gratis at ligge i den iøvrigt velbeskyttede havn.
En amerikaner som lå i havnen fortalte at en af grundene til at flere havne var ufærdige og mere eller mindre gratis at ligge i skyldtes at nogle mafiabosser for nogle år siden belev sat i spjældet. De havde væet bagmænd for EU-støtte. Det offentlige var gået ind som ejere og ville udlicitere havnene men ingen turde drive havnene af frygt for
reprisaler!
S. Maria de Leuca.
Vi tog afsted kl. 7 næste morgen den 13. maj for at nå til S. Maria de Leuca inden det blev alt for sent. Det er en tur på ca. 70 sm og havnen ligger på Italiens hæl. Vi nåede frem sidst på eftermiddagen. Det er den havn, som bruges af de fleste skibe, for den videre sejlads til Grækenland. Det er en stor havn med alle faciliteter og det koster € 46 for en overnatning.
Grækenland.
Erikoussa.
Det var lidt usikkert om vi ville gå direkte Gouvia, som er en rejse på godt 80 sm, eller om vi ville tage en mellemstation på en af øerne nord for Corfu. Vi valgte det sidste og gik ind på øen Erikoussa med en sød lille havn, hvor der lige var plads til os imellem et par fiskerbåde. De var vældig søde de fiskere og talte, som forbajsende mange af befolkningen også gjorde, rimeligt engelsk, fordi de fleste havde været i Amerika eller havde familiere relationer dertil. Det var dunder varmt, så vi gik hen på den lokale strand, som var meget lækker og blev kølet af. En engesk båd med Philip, Rodger, Meichel og skipper Bruce kom ind og lagde sig ved siden af os. Vi havde været over hos dem i Maria de Leuca og haft det ægte hyggeligt. Specielt Meichel var meget forelsket i Seksèren og ville købe den, men det krævede jo at jeg ville sælge. I S. Maria de Leuca havde jeg givet ham e-mail til Gert Gerlach og et par web-adresser med Drabant 38 til salg.
Om natten blæste det op og det ruskede noget i båden og englænderne som havde lagt sig for anker for natten rullede en del. Vi blev på øen en dag ekstra og det var ganske rart med nogle mennesker som var meget rare. Det er iøvrigt gratis at ligge i havnen.
Gouvia, Corfu.
Den 17. maj tog vi til Gouvia på Corfu,som er en meget stor havn og hvor alt bare er i orden. Her er det hele og det fungerer! Det kostede 41,65 at ligge i havnen.
Corfu Gl havn.
På grund af det græske beauakrati, som endnu ikke har fundet ud af at de er et EU land, skal man have tilladelse til og betale for at sejle i græske favande, så vi måtte ind til politiet i Corfu by. Fra søsiden kunne vi ikke finde centeret der hvor Rod Heikel har placeret det i hans græske pilot. Vi gik derfor ind i Corfu gamle havn, som ikke er særlig stor og fyldt op med lokale småbåde og turbåde mere eller mere forfalden. Der var to tyske sejlbåde hvor vi lage os udenpå den ene som lå udenpå tre store faldefædige turbåde. Den ret unge tysker fortalte at en af skulle blive ombord, idet en fjerde turbåd kunne finde på at komme på et ubestemt tidspunkt hvor der så skulle forhales. Den anden tysker, som lå bag os, skulle også op til politiet, så vi fulgtes ad. Der var ca 3 km derover. De ekspederede tyskeren først og sikke et bøvl. Han bor på båden og politiet ville have en fast adresse, så skulle de se pas og skibspapirer samt forsikringspolice og alt lignede kaos for den stakkels tysker. Det det med forsikringspolice havde jeg ikke taget mig i agt for, så jeg måtte bene tilbage til båden for at finde ud af at den police jeg havde med udløb den 1. maj 2007 kl. 12. Den ny ligger i Slangerup. Jeg bener tilbage med det jeg har. Tyskerne var væk og jeg spekulerede på om de var sat i spjældet. til min store frygt blev jeg ekspederet af den den tilsyneladende mest stupide af mandskabet. "Dokumente" sagde han brøst. Jeg gav ham skibspapirerne, men han fortsatte med at folange på sin ubehagelige facon "dokumente". Ove Verner Hansen fra Roskilde har til et foredrag fortalt, at man ikke skulle give de offentlige myndigheder mere end de beder om, så jeg var tilbageholdende men spurgte dog om han ville se mit pas. Han tog det men så ikke på det! Så fik jeg langet et sammenfoldet folieark ud som jeg skulle udfylde. Efter det fik jeg besked på at betale € 44,30. Han kunne formentlig ikke ordet "forsikring" på engelsk, så derfor slap jeg for en ydmygende holmgang om dækning og police i Slangerup m.m.. Imidlertid havde jeg kun kreditkort på mig og det kunne de ikke håndtere. Så jeg måtte tilbage til båden igen og hente kontanter. Da jeg langt om længe fik mit firesidede foliark med spempel og ankomstdato til Corfu, var det med besked om at komme tilbage næste dag så de kunne stemple afgangstidspunktet fra havnen! Vel tilbage kom en sprit ny 42 fods hollandsk sejlbåd ind, som kom fra Kroatien. De skulle også have fat i havnepolitiet. Det feminine besætningsmedlem blev sendt afsted men kom meget hurtigt tilbage. Hun kom lidt senere forsigtigt og spurgte om hun måske ikke havde fundet det rigtige kontor. Hun var - ligesom vi - gået til det sted Rod Heinkel havde beskrevet, men det rigtige sted ligger dobbelt så langt ude. Jeg tilbød hende at følge hende derover - kvindelig charme har jeg aldrig kunnet stå for. Det blev den 5. gang jeg tog turen incl. den føste hvor bogen vi skulle indskrives i først var på plads efter kl. 13.. Så det var motion for viderekommende. Det er gratis at ligge i Corfu gamle havn og der er ingen faciliteter og man skal være mindst en ombord ifald der skal forhales.
Poros Dhiapori, Paxio.
Næste morgen den 20. maj sejlede vi til havnepolitiet og fik vores stempel for afsejling til Paxoi. Det gik stille og roligt for maskine de første par timer og vi havde kurs mod Laka på den nordlige ende af øen. Den græske vejrudsigt talte om vindstyrke 6, men hvad for slags vindstyrke? Dmi forudsagde også vindstyrke 6 og det var meter pr. sekund. Jeg skrev en e-mail til DMI for at få styr på hvad de forskellige meteorologer brugte af skalaer. 10 min. efter afsendelsen til DMI fandt jeg ud af hvilken skale grækerne brugte. Det er Beaufort og vindstyrke 6 er 11 - 14 m/sek. Først kom søen med hvide toppe og så kom vinden fra næsten ingenting til 12 -13 m/sek. At komme til Laka måtte opgives, først fordi vi fik søen imod og blev godt og grundigt våde, derudover ville bugten få søen lige ind fra NV og dermed være ubehagelig at ligge i. Vi slækkede på skøderne og holdt kurs ned langs Paxois østkyst i håb om at kunne komme i læ bag en ø og en bugt på den sydlige ende af øen. Vi kom i læ bag Poros Dhiapori hvor vandet var helt fladt og fik med noget besvær kastet et anker som holdt, og så gik fru Kure om læ og lavede kaffe.
Preveza.
Den 21. maj stak vi afsted mod kanalen ved Lefkas men fortrød og gik til Preveza, som er et skønt sted med en velekviperet by og en masse tavernaer og restaurenter. Vi spiste et dejligt måltid på en af dem om aftenen og det gjorde vi iøvrigt også næste aften samme sted - de kunne bare lave mad!
Jeg fik mig iøvrigt en mobilteleon med græsk taletidskort, det fik jeg nu hurtigt brugt så jeg måtte have € 50 yderligere på kontoen - mobilen kostede € 20 hos Vodafon. Jeg skulle spare lidt på telefonregningen men lad os nu se. Det er gratis at ligge i havnen
Tranquil Bay, Nidri, Lefkas.
Den 23. maj gik vi for maskine til kanalen ved det nordlige Lefkas. Det var stille vejr og det var jeg glad for. Indsejlingen til kanalen er svær og finde. Et fyr på en mole ligner grandgivelig indsejlingen, men bagved er der en badestrand. Jeg så i ånden at vi kom farende med 10 - 12 sek/m fra NV med fulde sejl lande på en dejlig sandstrand. Længere ude øst for badestranden står et lille ydmygt fyr, som man skal rundt om inden man kan komme igennem flydebroen, som åbner hver time. Midt på Lefkas østkyst ligger Tranquil Bay ved Nidri, det er den smukkeste ankerplads jeg endnu har set. Bjerge hele vejen rundt og beskyttet med alle vinde og der er masser af plads i den store bugt. Det var drøn varmt da vi ankom og Grethe blev helt dårlig. Jeg havde travlt med at få gummibåd og påhængsmotor klar, så jeg kunne komme ind og se hvad stedet kunne byde på. Så jeg fik ikke taget billeder, og næste morgen var det regnvejr og diset, så det smukke skue gemte sig for os og kameraet.
Skorpios og Spilia.
Det er hårdt arbejde med et anker med 30 meter kæde, som skal ud og op med håndkraft. Jeg overvejer at gøre vold mod skibet og købe et ankerspil med tilhørende brønd. De andre skibe trykker på en knap når ankeret skal ud ,og tilsvarende når det skal op, medens jeg knokler en vis lægemsdel ud af den beklædningsdel der hører til. Men vi tog afsted den 24. maj og sejlede ud til Skorpios. Skorpios er Onassisfamiliens ejendom hvor Jacklin Kenedy blev opbevaret en stor del af tiden, da hun blev gift med Onassis. Man må ikke gå i land på øen. Det regnede så øen indbød nu heller ikke til det den dag.
Vi gik til en bugt på fastlandet, som vist nok hedder Spilia. Den er meget beskyttet men med lavt vand mange steder. Sidst på eftermiddagen fik vi en tordenbyge, medens jeg lå i gummibåden og prøvede at få noget af begroningen af bunden, og der var vi glad for vort anker og pladsen vi lå på, der var rigtig meget luft i den tordenbyge.
Patria.
Fredag den 25. maj tog vi afsted med kurs mod Patrai. Den græske vejmelding meldte 2 Beaufort fra SV hele dagen, så vi havde gummibåd med påhængmotor på slæb. Ved totiden kunne vi se uroligt vand med skumtoppe forude og kort tid efter fik vi luft - masser af luft fra Ø. Det blev en drøj tur med for stor sejlføring og en gummibåd med motor dansende bag efter. Patriakos fjord er bred og har ikke nogle ordentlige alternativer at søge til end Patria - medmindre vi da ville vende om! Vi havde ca. 15 mil tilbage ud af 40, så vi bankede afsted med et storsejl, som blafrede det meste af tiden og en genua, som virkelig var kommet på arbejde. Vi fik masser af vand ind over båden fra den krappe sø, men det gjorde faktisk godt at blive kølet lidt ned i det varme vejr. Vi gik ind i en stor færgehavn hvor der var plads til at få sejlene ned og få lidt ro på. Grethe lignede et uvejr som var mindst lige så slemt, som det vi var ude i på hele turen og var særdeles tilfreds med at komme frelst i havn. Patria er en af Grækenlands støre byer og der er alt fra el, vand, alle slags forretninger, masser af tavernaer, flinke havnefogeder og flinke men emsige politifolk, som skal se alle papirer fra ende til anden - det er der nogle tåbelige beaurokrater og politikere, som har sagt de skal.
Vi blev i Patria den næste dag. Mine lår var så ømme af at sidde og spænde på turen til Patria, at jeg næsten ikke kunne rejse mig - jeg skal se at komme i bedre form. I gamle dage kunne man jo sidde en hel Sjælland rundt på den måde, uden at mærke noget bag efter.
Ved frokosttid fik vi en af de oplevelser der er så ubehagelige at være vidne til. I de fleste havne i Middelhavet sidder der en agterfortøjning inde på broen/kajen, som man skal have fat i og skynde sig at have forud - de fleste skibe ligger med hækken ind mod land - eller agterud, hvis man fortøjer "Nordeuropæisk". En stor svejsisk Nautika 43 skulle til kaj i stille vejr. En gammel herre sidder oppe på taget af den store "damper" medens en ældre kvinde, en dreng og pige står sløvt forude med et par fortøjninger, som de holder på en måde somom de spekulerede på hvad man dog skulle med sådan en snor. Selvom havnefogeden var meget rolig, måtte han helt op i diskanten for at få nogle fortøjning i land. Det fik han langt om længe, men de var bare ikke sat fast på skibet, og da de endelig fik lidt hjælp af den ældre kvinde blev den ene ende ført op over forpulpilten og løst ned til en fortøjningsklampe den anden fortøjning lå og flød i vandet. Da havnefogeden, med en engels tålmodighed, fik dem gjort opmærksom på, at den agterfortøjning, som den unge pige holdt, skulle ud agter på skibet - som nu trykkede en tysker, der lå og beskyttede os, ganske gevaldigt. Pigen så på tovværket, som en nonne på en sømands.... og ingen ombord fortalte hende hvad hun skulle gøre med den. Den ældre kvinde, som måske havde prøvet det før - eller set andre gøre det - tog den slibrige tingest og bevægede sig agterud med en masse vejledning fra havnefogeden og fik sat den på plads - løst uden at stramme op. Alt imens sad den gamle mand, uden at mæle et ord og drejede på rattet, snurrede frem og tilbage med bovpropellen og kørte skiftevis frem og bak på maskinen på en måde, som var han i en helt anden verden. Hele manøvren tog det meste af en halv time og motoren kørte og sendte udstødning lige i hovedet på os der lå i læ side. Jeg bad ham slukke motoren hvilket vækkede ham, og han blev meget vred, men han gjorde det da. Tyskerne havde fået nok så de stak af 10 min. efter at skuespillet var næsten færdigt. Jeg undrer mig over hvordan de er kommet så langt og hvad der sker når de skal i havn i en smule blæsevejr, og hvad der sker hvis noget bliver tosset ude på havet. Men de er nok gode til at stå på ski.
Patria er en god havn at ligge i og der er masser af underholdning bl. a. et meget farverigt skib, som sejler forbi havnen hver aften. Vi gav € 30 for den første overnatning og fik lov at ligge gratis den næste.
Andikiron.
De græske myndigheder havde givet os strenge direktiver om at kalde bromyndighederne for den nye bro ved indsejlingen til Korinthiakos Kolfus. Det gjorde vi og havde en hyggelig snak med brovagten men proceduren virker lidt ude af propersioner, idet der er masser af plads og ikke ret meget trafik.
De første par timer havde vi masser af luft til en plat lænser. Så forsvandt vinden og det var motorsejlads resten af vejen. Leif havde skrevet "God havn" ud for Andikiron. Det måtte vi undersøge bl.a. fordi vejrmeldingerne varslede torden og masser af vind fra syd. Vi fik masser af brug for den beskyttelse idet det dagen efter tordnede, bragede og blæste indimellem voldsomt fra forskellige retninger. Vores hækanker slap tidlig om morgenen, så vi havde stævnen inde og kysse kajen. Heldigvis var der plads til at vi kunne ligge langs med kajen. Havnemyndigheden var en lokal tavernebetyrer, som vi ringede efter og fik åbnet for el og vand. Bortset fra vejret er stedet pragtfuldt, så tak Leif for den gode oplysning du har efterladt på kortet. Det koster € 2 om dagen at ligge i havnen.
Corinth.
Tirsdag den 29. maj listede vi afsted fra Andikiron. Vejrmeldningen snakkede om 5 Beaufort fra vest om eftermiddagen, så vi ville gerne være bag Corinths beskyttende moler inden da. Det nåede vi lige. Hvorvidt molerne er så beskyttende kan diskuteres, vi lå alle og hoppede og dansede den hele nat. Corinth er en stor by og det var meget begrænset hvad vi fik set. Det var gratis at ligge i havnen bortset fra en selvbestaltet "havnemedarbejder" som fik € 2 inden nogle fiskere jagede ham væk - han ville have € 5.
Korfus.
Vi kom igennem Coritherkanalen ved 10 tiden den 30. maj. Det er nogle høje væge der omgiver en når man sejler igennem de 3,2 miles. Det er efter sigende den dyreste kanal pr. meter at sejle igennem i hele verden € 146,48 måtte vi bløde for vores 38 fod. Men iøvrigt skal vi ikke klage over priserne hernede - det er meget billigt de fleste steder - om ikke gratis. Efter at have afregnet med de flinke folk på kanalkontoret sejlede vi til Korfus.
Korfus er en lille bugt som er enestående beskyttet for alle vinde. Der er to tavernaer som kappes om kunderne når man ankommer og reklamerer med gratis vand, el og bad. Ham vi valgte fik god valuta for sin indsats. Vi spiste hos ham om aftenen og jeg insisterede på at vi skulle have hummer, som han reklamerede med. Grethe ville have jeg skulle spørge til prisen, men jeg var i rocherfelderhumør så jeg bestilte bare. Salat og andet tilbehør var fantastisk velsmagende. Hummeren var nærmest uspiselig, da vi efter en times venten endelig fik den. Det var en krabat på 1,2 kg. og med masser af kød, men det var så sejt at det ikke var til at skilles ad og så smagte den af mudder. Hele herligheden kostede € 100. Min hustru var ikke særlig tilfreds men betalte dog i erkendelse af at hendes ægtemage endnu engang havde dummet sig.
Porus.
Torsdag den 31. maj gik vi til Porus som ligger små 30 mil sydligere. Det er en stor turistby med en masse leben. vi lagde til ved en helt ny pontonbro, som ikke er beskrevet i kort eller literatur endnu. Når den er færdig bliver det et fint anlæg. Der er iøvrigt masser af fritidsskibe langs det lange kajanlæg langs byens mange tavernaer, og der er masser af trafik der lagde vi os ind den næste dag for at være lidt tættere på faciliteterne, bl.a strøm som der endnu ikke er anlagt på de nye broer. Vi var ikke klar over at tilslutning til el kun måtte ske med tilladelse fra havnefogeden. Det gav en ordentlig skideballe senere på dagen for den lidt kuleriske herre følte sin autoritet truet. Men vi fik mod 5 euro og en A 4 kvittering tilladelse til at tage strøm - som iøvrigt forsvandt senere på aftenen. Det koster € 15 for to nætter.
Ermioni
Den 2. juni løb vi til Ermioni , som er et dejligt lille sted med masser af tavernaer og butikker. Fra Ermioni går der en hydrofoilfærge til Athen et par gange om dagen. Der er ingen faciliteter i havnen til gengæld er det gratis.
Kilada
Næste dag løb vi til Kilada som ligger i en stor bugt. Selve havnen er optaget af fiskefartøjer så der er kun mulighed for at ligge for anker hvilket ikke er noget problem idet der er god holdebund i bugten. Der er et værft i bugten. Værftet ligger ved siden af et gammelt træskibsværft på en tidligere campingplads og har alle faciliteter.
Vi fik båden på land den 6. juni. Bunden var meget begroet med vegitation og ormelignende gevækster.
Vi har bestilt flybillet den 13. juni så kan vi nå Benjamins fødselsdag og niece Kirstens bryllup.
Kærlig hilsen
Grethe og Jørn