Kære familie og venner!

Vi ligger nu på land i Sankt Louis, Navy service og kan spejde ud over Middelhavet.

Iblandt sejler på disse kanter er der en diskussion om, man skal vælge Port d` Napoleon eller Navy service. Vi havde forberedt os på Port d` Napoleon fordi bl.a. Dansk Sejlunion varmt anbefaler den havn og så kan man få 10% rabat, hvis man har et dokument, som kan købes hos Dansk Sejlunion. Forskellen på de to steder er kort fortalt, at man i Port d´ Napoleon har alle faciliteter, så som flot restaurant, komfortable vaskemuligheder, transportmuligheder til alt du har brug for når der skal handles, til flyveplads og ”ud og se”, flot og moderne havnegrej med gode ophalingsfaciliteter, mulighed for leje af værelser hvis du ikke vil ligge i båden, lækre toiletforhold med alt tilbehør incl. toiletpapir m.m.m.. I Navy service kan du komme professionelt på land og så skal du selv have lokumspapir med når du skal på potte. Vi får i øvrigt også 10% i Navy, Ikke fordi vi er Swedish, som jeg først hørte den smukke kontorist sige, men fordi vi er sweet. Generelt bryder jeg mig ikke om individuelle og subjektive vurderinger af mennesker, jeg går ind for det objektive f.eks. bevis fra Dansk sejlunion 10% intet bevis ingen rabat. Men det er da egentlig lidt charmerende, at ”de dumme svin” må betale fuld pris og de mere sympatiske og mindre besværlige får rabat, især når man hører til den favoriserede gruppe.  Det er for resten 30 - 40% billigere i Navy men så har man til gengæld også selskab af betydelig flere myg i Napoleon!

Efter at 9 dage i Viviers og mod betaling af 13 Euro den først nat og 9 for de efterfølgende var vindforholdene blevet sådan, at vi kunne komme videre. Viviers var en miniatureudgave af de to næste byer vi kom til og meget charmerende. Der var ca. 60 km. til Avignon men vi mellemlandede et ydmygt sted, Port 2, på halvvejen.

Et dansk par fra Sundby Sejlforening Else og Hans har ligget i havnen i 3 år og har købt en Lada for 1300 kr., som de kører rundt i det sydlige Frankrig i. De tog fra Sundby sammen med Ingrid og John – som tidligere omtalt - for at komme til Middelhavet. De skiltes på halvvejen hvor Ingrid og John tog den direkte vej til Marseilles og Else og Hans tog på maritim bjergbestigning i kanalsystemet. De var taget fra Sundby i april og var nået til Port 2 i november godt trætte, og skulle bare have båden godt placeret og så hjem. De har været hjemme men de holder til i båden det meste af året i port 2, og er allerede blevet lidt af en myte for danskere, som kommer den vej, p.g.a. deres hjælpsomhed. Når port 2 kan være et godt sted at ligge i, er det måske fordi der er et fællesskab i havnen, som er unikt. De fleste ligger der på samme præmisser som Else og Hans, og mange har ligget der i mange år. Selve havnen er god men placeringen er forfærdelig. Der graves grus hele vejen rundt, og i dagtimerne larmer det sammen med lastningen af flodprammene lige ved siden af, og der er dælens langt til almindelig civilisation. Vi havde nogle hyggelige timer med ægteparret, men kunne ikke komme hurtigt nok videre. Så torsdag den 8. juni stak vi af sted til Avignon efter at have betalt 11 euro i havnepenge.

Vi nåede Avignon tidligt på dagen og bestilte straks 3 overnatninger formedelst 11 euro pr. stk. i Capitaneriaet.

Byer som Avignon, Amsterdam og Paris er meget svære at beskrive kort, fordi det hele er så overvældende. Men Avignon er fantastisk. Den har ligget der i 4000 år men det er årene 1300 til 1400, som har sat sit præg på byen. Det skyldes at paverne måtte flygte fra Rom og tage ophold i Avignon i den periode. Det kan ses den dag i dag, og de prægtige bygningsværker fra den tid er intakte og meget flotte, spændende og imponerende. Rundt om hele den indre by er en mur på 5 km., som paverne lod opføre, for at kunne være i fred for hærgende bander. Halvdelen af Le pont Saint-Benezet, som blev opført i tolvhundredetallet, forsvandt i Rhônens grådige vandmasser i1668 og har ligget som en halv bro lige siden, i øvrigt som et flot monument over hvad man formåede den gang. Rhônen kan i denne sidste ende inden Middelhavet være utrolig voldsom. Ud over at Sait Benezet brød sammen et par gange indtil man opgav at genopføre den, har man 2 gange set hele lystbådehavnen forsvinde – sidst i 2003. Forankringspælene står stadig, men der bliver formentlig ikke lagt broer imellem mere, simpelthen fordi Rhônen undertiden er for voldsom.

Søndag den 11. juni tog vi de ca. 20 km. ned til Arles. Byen er mest kendt for sin Arena bygget af den romerske kejser Augustus. I dag bruges arenaen stadig til tyrefægtning – vist nok som det eneste sted i Frankrig hvor den aktivitet er lovlig. Van Gogh huserede her i slutningen af det 19. århundrede, og har i sine maniodepressive perioder malet utrolig mange billeder fra stedet. Tænk at blive så berømt for en enorm billedproduktion, når man kun lever i 37 år! Vi blev også i Arles et par dage bl.a. fordi vi lå gratis. Officielt koster der 12 euro hvis man er så uheldig at være til stede en af de få gange opkræverne dukker op. 

Den 14. juni tog vi den sidste – lidt kedelige del af Rhônen – som er på 40 km.

Vi nåede Sankt Louis lige over frokost, men måtte vente på den sidste sluse ud til Middelhavet. Man kan ikke sejle direkte fra Rhônen ud i Middelhavet. Udmundingen er fuld af banker, som flytter sig ustandselig. En tysker, som talte dansk og i øvrigt også sejlede under dansk flag, lå på land ved slusen, og havde ligget der i flere år. Det var gratis at ligge der, men for os ikke særlig komfortabelt p.g.a. vanddybden. Tysk/danskeren kunne fortælle, at vi måtte vente på slusen til kl. 16, og ikke som beskrevet i vores bog kl. 14.30. Han tilbød, at jeg kunne låne hans cykel, som jeg kørte til Navi Service på, for at undersøge priser og muligheder for at komme på land. Priserne på Port Napoleon kendte jeg fra en meget flot brochure, Navy reklamerer stort set ikke om deres eksistens. Jeg kunne hurtig se at pladsen var tryg og god. De mange både som stod på land stod fast og sikkert. Så jeg var ikke i tvivl om, at båden skulle ligge her de næste 2 måneder, medens vi tager hjem til Slangerup, det passer bedst til vores budget. Jeg bestilte tid til optagning af båden dagen efter - den 15. juni kl. 10.30.

Selvom dansk/tyskeren appellerede kraftigt for, at vi skulle blive ved slusen til dagen efter, fordi der er roligt og det er gratis – I Port Sankt Louis kostede det 22 euro - valgte vi at sejle ud og fortøje ved Navy Service, hvor det også er gratis. Det fortrød vi! Bølgerne fra skibe, som kom ud og ind fra Middelhavet, gjorde det til et særdeles ubehagelig ophold.

Næste morgen kom vi på land som aftalt, og båden har aldrig ligget så solidt, siden den kom ud af formen hos Gert Gerlach i 1984. Havnens personale ordner alt med optagelsen af båden og nedløftning af mast. Det er uvant at være tilskuer medens fremmede rumsterer med ens båd, men de har virkelig forstand på det og det går tjept! 

Vi troede vi var kommet til et sted hvor vi selv skulle tage hånd om alt det praktiske. Men stort set alt det, som man får brug for, er Helmuth leveringsdygtig i - biludlejning, lån af cykel, taxikørsel, tøjvask, frokost you name it.

Helmuth er oprindelig tysker og 75 år. Hans franske kone og han har været her i 14 år. De bor i en campingvogn lige ved indgangen til den enorme bådplads, og har en lille beverding ud til pladsen hvor der serveres varm mad og drikkevarer fra 12 – 14, jeg nøjes med drikkevarerne, varm mad på det tidspunkt og i den varme skal jeg være her et stykke tid for at vende mig til.

Helmuth var som ung i fangenskab i Polen, og kom derfra til fremmedlegionen, hvor han var i 17 år, udstationeret i Indokina – Vietnam – og i Algeriet. Hans kone er det rareste menneske i miles omkreds, men Helmuth er egentlig dybt usympatisk, men han leverer varen, og man kan da godt få en skæg snak med ham, når man kommer lidt tættere på ham, og man ellers kan forstå hvad han siger.

Vi havde brug for lidt storindkøb og lånte/lejede en gammel Mercedes af Helmuth formedes 25 euro pr. dag. Vi punkterede lige udenfor Sankt Louis og måtte have reservehjul på – det er faktisk nemt på de gamle kasser – og jeg var lidt spændt på hvordan Helmuth ville tage det. Dækket var ikke kun punkteret, det var eksploderet og hang i laser om hjulet. Da jeg mødte Helmuth næste dag, havde jeg lige lappet min cykel og lappegrejerne lå i lommen. Jeg spurgte om vi skulle lappe hjulet på hans Mercedes og viste ham lappegrejerne. Han slog sig på lårene af grin og jeg hørte ikke mere om den sag. Hans kone – det gamle livstykke – har vasket tøj for os, og jeg har aldrig fået så hjertelig en behandling – og tøjet er rent. På mandag den 26. juni kører Helmuth os til lufthavnen i Montpeilier - formedelst 120 euro for 120 km. - hvor vores flyver starter kl. 10.40.

Indtil da skal vi være færdig med klargøring af båden, så den er klar til søsætning sidst i august. Lakering har vi opgivet, fordi vi bliver bestøvet af sand fra Sahara i store mængder. Det er i øvrigt underligt at tage båden på land på denne årstid og stønne af varme under klargøringen. Men jeg har det godt med at komme ud af det faste ritual med søsætning forår og optagning efterår og så gå og småfryse ved begge gøremål. Det er snart Sankt Hans og ved frokosttid går man nærmest og træder på sin egen skygge.

 

Kærlig hilsen

 

Grethe og Jørn