Kære alle!

I flot solskin og sommervarme tager vi toget til Kastrup den 5. maj 2006. Vi hopper på en flyvemaskine og lander i Charles de Gaule først på aftenen. Vi skulle videre til vores hotel ved Montparnas. Vi var lidt usikre på hvorledes vi skulle nå dertil og det fornemmede et par unge danske piger så de foreslog at vi fulgte efter dem. "I skal for resten huske at gemme billetten fordi den skal genbruges for at komme videre i Gare de Nord". Grethe havde selvfølgelig smidt sin væk og det var helt tilfældigt at jeg havde gemt min. "I får vores den ene så smutter vi igennem på en billet" siger pigerne lidt fnisende. Som sagt så gjort. Vi kom problemløst til hotellet med hjælp af uselvisk, elskelig og kvik dansk ungdom!

 

Vi blev i Paris et par dage i regnvejr og 15 grader (sol og 25 grader i Danmark). Søndag den 7. maj tager vi toget fra Gare de Lyon om eftermiddagen og ankommer til Dezice først på aftenen. Båden lå som vi havde forladt den i november efter vinterklargøringen. Decize har været godt sted at have båden liggende, endskønt det var ufrivilligt. Byen er ganske charmerende canal d` Nivernais og floden Loire omkranser selve bymidten som ligger på en ø med smukke broer til og fra. Der er fortræffelige indkøbsmuligheder tæt på havnen. Men Decize er lidt kedelig og det var ganske godt når man vil have en båd i fred og ro. Det har alt i alt kostet 2 euro pr. Dag at ligge i havnen.

Det var koldt og regnfuldt i vores del af Frankrig de første par dage og fortræffelige udviklingsmuligheder for en influenza med høj feber. Jeg måtte købe en el-radiator i supermarkedet for at få en tør og varm båd. Men at være i Decize så længe som vi har været uden at fejle et eller andet, er vel for meget at forlange.

 

Vi blev et par dage mere i Decize end planlagt p.g.a. mine skavanker, her følte vi os trygge hvis vi fik brug for hjælp. Om tirsdagen dukkede en dansk kaskelot fra Brøndby op. Han var på vej til Paris og havde 10 dage til resten af rejsen, så han havde travlt og var ret frustreret over systemets langsommelighed. Han kunne dog fortælle at der ikke var problemer med vanddybderne fra Sankt Louis i Marseiles og hertil så det var en trøst.

Om torsdagen forlod vi Decize. Vejret var blevet bedre med 22 grader og lidt sol. Vi sejlede forbi Gannay sur Loir hvor vi var blevet hjulpet så fornemt sidste år og var spændt på om vi kunne passere den famøse bro som skabte de store problemer. Vi kom til den og sejlede igennem med under én knob uden så meget som en lille berøring. Der var rigeligt med vand til os. Vi skulle ikke for langt ud i siderne så kunne vi mærkegrunden, men ellers ingen problemer. Vi overnattede på en sød lille plads Garnat Sur Engievre med regnvejr og kør der brølede. Vi manglede en meter i at kunne komme i land, så vi fik afprøvet den nye gangway, som jeg havde lavet i Decize, den fungerede helt fint hvis, man ellers havde naturlige evner som linedanser, jeg havde været lidt for fedtet med brættets dimensioner.

 

 

Lørdag den 13. maj ankom vi til Digoin i regnvejr og det var blevet koldt igen, så vores store klods af en radiator kom endnu engang i brug. Glasset til vores skibslampe er gået i stykker. Desværre opdagede vi ikke, at det medførte en ufuldkommen forbrænding, med det resultat at lampen sodede hele natten, så vi lignede negere om morgenen og vores sengelinned og kahytten i øvrigt var tilsodet. Så der forestod en større rengøring. Heldigvis var der en vaskeautomat ikke så langt fra os så en stor del af søndagen gik med at vaske tøj.

Jeg har fået Vodofon Mobil Connect Card som fungerede perfekt i Slangerup både til internet og e-mail, men i Frankrig vil skidtet ikke noget som helst. De flinke folk i TDC`s hotline har ligget vandret for at hjælpe os i flere dage, men har måttet opgive. Så hvis i nogensinde ser dette rejsebrev, er det fordi jeg har overført det til en CD-rom og videresendt det fra en internetkafe. Det er lidt ærgerligt for vejrmeldingen ville vi da gerne have.

 

 

Vi tog fra Digoin op ad mandagen i lunt vejr, efter at have betalt 11 euro pr. overnatning og sejlede til Genelard hvor der lå en LM 27 Krake fra Vedbæk. Det der med Vedbæk var nu 6 år gammelt, idet de havde fast bopæl i Lyon mest p.g.a. det dårlige vejr i Danmark – det var lige det rigtige at fortælle lige nu hvor vejret i Danmark var ca. 10 grader bedre end i Frankrig. I Genlard var man i gang med at opføre en bygning til minde om en demarkationslinie, jeg vil tro at det har noget med 2. verdenskrig og Vichystyret at gøre, Geografien passer meget godt. I øvrigt er byen helt spøgelsesagtig og hvis det ikke var for en konstant hundeglammen kunne man få den tanke at alle var rejst.

 

I øvrigt er det meget lidt trafik der er i kanalen, specielt for skibe mod Middelhavet. Vi er blevet fulgt af mindst en medarbejder fra VNF, som kørte i bil fra den ene sluse til den anden. Når vi havde sejlet nok for den dag, bliver vi spurgt hvornår vi ønskede at begynde dagen efter. Svaret var hver gang kl. 10, og det passede dem godt, for det gav åbenbart også dem en time længere i køjen.

Den 16. maj fortsætter vi til Montchanin, hvor vi lagde ind i en ordentlig tordenbyge. Vi kunne få næsen ind så vi kunne få en fortøjning i land men måtte ligge ca. 2 meter fra land.

Onsdag den 17. maj kom vi lidt ublidt af sted – kopper og morgenbrød måtte vi have i skødet - fordi en lastepram rumsterede så vi ikke kunne holde ud at være der længere. Men nu skulle vi til at sejle ned ad bakke og det er noget nemmere end at blive sluset op. Sluserne ligger tæt og vi tog 19 sluser inden vi lagde ind til St. Leger Sur Dheune og nød resten af eftermiddagen der i et pragtfuldt vejr.

 

I løbet af natten blev det et forfærdeligt torden og regnvejr, som i øvrigt fortsatte hele dagen så den 18. maj blev i olietøj og støvler men nedad bakke i alle selvbetjeningssluserne og sidst på dagen nåede vi igennem en megasluse ved Saônen og lagde ind i Charlon Sur Saône i en ganske velindrettet havn. Det er helt mærkeligt at være i en rigtig flod med strøm så man næsten føler at man sejler på rigtigt hav. Vi betaler 11 eruro incl. Strøm og bad pr. overnatning. Her ligger en svensker med maskinskade. Konen og ham har været i Sydamerika og også i det nordlige men var nu på vej hjem i deres Malö. Det er i dag den 20. maj og det regner og byen er stor så vi bliver her nogle dage med varme apparat tændt En flod som Saônen med regn og 5 knobs medstrøm samt op til 12 sekundmeter luft kræver træning, så vi venter til strømmen er mindre strid og vejret rarere at være i.

 

Kærlig hilsen

Grethe og Jørn 

 

Kære familie og venner!

Mandag den 22. maj tog vi afsked med vores svenske venner, som stadig ventede på reservedele fra Sverige – i Frankrig skulle de have 3 gange så meget for stumperne!!. Saônen flød stille af sted med et par knobs fart. 20 km nede af floden ved Gigny sur Saônen gik vi ind i en gammel sluse hvor det gamle slusehus var lavet til restaurant, det var rigtig hyggeligt. Om aftenen kom et ungt dansk par ind med en Grace 30, Lilith hed den og var fra Kolding. De var startet hjemmefra i marts og skulle være hjemme igen til efteråret så der var knald på. Om morgenen kom en dame med morgenbrød sejlerne der er rigtig hyggeligt her.

 

De unge mennesker fra Kolding sov længe men var til gengæld ikke så lang tid om morgenmaden så kl. 9.30 stak de af. Vi betalte 10 Euro for overnatningen incl. strøm. Vi er kommet i selskab med store dampere, så da vi kom til slusen kom en 95 meter lang pram, som lige kunne skrue sig ind i slusen.Vi holdt os forsigtigt bag ham og fik i øvrigt ros af slusevagten på vej ud – formentlig for god opførsel.

Vi gik ind i Macons lystbådehavn, hvor vi i øvrigt igen mødte koldingenserne, som dog stak af inden havnefogeden kom fra frokost kl. 15.00. Det kan jeg nu godt forstå, for vi skulle betale 20 Euro incl. strøm. Var en tur inde i byen, som ligner alle andre store byer. Vi havde nok forventet noget ekstra med den gode vin der kommer herfra.

Endnu en nat med radiator og kaphostning. De låser elstikket inde i et skab, så man skal have fat i havnefogeden, både når man skal have el indlagt og nedtaget, og han har jo så travlt den havnefoged!

Vi tog fra Macon kl. 10.00 den 24. maj og kom bl.a. forbi en lille by Trevoux som lå enestående flot op ad en skråning med smukke, velbevarede gamle bygninger. Det var bidende koldt om formiddagen men ved to tiden vendte det indenfor 10 minutter fra gråvejr med 15 grader til sol og 25 grader det var herligt! Lagde ind i Neuville midt i byen. Her er meget uroligt med små både, som drøner af sted i floden, men her er gratis og charmerende. Foran os ligger en tysker, hvor manden er i kørestol. Med nogle elektriske hjælpemidler kan han komme til og fra sit skib, men det er besværligt. Hans kone skal alene til Hamburg i morgen, så han skal klare sig helt på egen hånd, i Slangerup ville han være til hjemmehjælp 3 gange om dagen!

 

Da vi vågnede var der lavet stor markedsplads ud for vores skib. Boder med tøj, sko, møbler, antikviteter og al skins fødevarer. Vi løsrev os fra festlighederne og sejlede det sidste stykke via Saônen til Lyon, hvor vi går over i Rhônen. Det er ikke særlig velindrettet for skibe som os at komme til Frankrigs næststørste by.

 

 

Der er faktisk kun nogle få ukomfortable liggepladser, så vi sejlede direkte igennem for små omdrejninger og nød fornemmelsen af en kulturhistorisk storby stille og roligt. Strømmen i Rhônen er meget kraftigere end i Saônen, så selv når vi gik for små omdrejninger med maskinen sejlede vi ofte 7 – 8 knob og ind imellem gik 10 – 13 knob ved normale omdrejninger. Det er sjovt når man sejler sydpå, men dem der skal den anden vej, er ved at få spat med 2 knobs fart for fuld skrue i modstrøm. Vi fortsatte igennem Vienne, som er en meget smuk by med bygningsværker helt tilbage fra romertiden.

 

 

Vi gik ind i les Roches-de-Condrieu. Det er havnen som Else og Leif overvintrede i for nogle år siden og det kan jeg godt forstå! Havnen har alle faciliteter og en utrolig venlig betjening. Vi betaler 17 Euro for liggeplads, strøm, bad og adgang til tøjvask. Vi "faldt i vandet" med vores tyske naboer, som vi underholdt os med til kl. 01 om natten. På det tidspunkt talte jeg perfekt tysk! Vejret ser ud til at byde på ægte sommervarme i Rhône dalen og det er rigtig skønt. Vi blev en ekstra dag så vi kunne få hovedet på plads og vasket tøj.

 

 

Søndag den 28. maj skulle vi lige have Diesel på. På vej til dieseltanken gav det et knald og motoren gik i stå. Vi var ved at drive ind i andre både, medens jeg startede motoren igen og kørte den forsigtigt i bakgear. Jeg kunne mærke, at vi kom fri af et stykke tovværk. Kort inden vi ramte bådene, kunne jeg sætte båden i fremgear og alt var ok, men jeg havde allerede i tankerne 14 dage i les Roches-de-Condrieu, med en gearkasse som var i stykker ---- men så galt gik det gudskelov ikke. Vi fik vores diesel og jeg gav havnefogeden 6 Euro i drikkepenge - det har jeg aldrig gjort før – frivilligt – men han var enestående hjælpsom og flink. Vi møder i øvrigt mange danskere hernede – langt de fleste på vej nordover. Sidste år mødte vi ingen i canal Yonne og canal de Lateral, men de sejler åbenbart andre veje og på andre tider af året. På hele turen i år er det danske flag det mest sete bortset fra det franske. I dag havde vi den fornøjelse, at se skipperen på et dansk skib stå og pisse ud over siden, det ses tit i Danmark men er uset andre steder, men vores statsminister forsvarer jo vores ret til at provokere med den smule folk nu har at gøre det med.

Vi ville gerne nå til Valence hvor der var en beskyttet havn. Turen dertil er smuk med bjerge og vinmarker hele vejen, og så er vejret blevet stabilt på 25 grader og sol, så hvad kan man forlange mere. Vi er begyndt at få selskab i sluserne af andre lystbåde, men der er langt imellem sluserne og så er de dybe 10 – 20 meter. Vi nåde Valence hen under aften og måtte slippe 19 Euro uden strøm men med bad.

 

 

Om morgenen ville vi på storindkøb og begav os ind i selve byen for at finde det supermarked, som var aftegnet i vores kort. Vi fik en dejlig spadseretur i en hyggelig by, men fandt intet supermarked men i stedet et turistbureau, som kunne fortælle, at sådan et var der ca. 500 meter fra havnen. Det var megastort og som det vigtigste havde de rugbrød.

Der er i øvrigt rigtig mange turistbureauer i Frankrig, også i relativt små byer og de taler alle udmærket engelsk, så vi bruger dem flittigt.

Vi kom sent af sted, men ville gerne nå Viviers, som skulle være seværdig med historie og skønhed. Ud for et atomkraftværk ved Derbieres begyndte det at blæse op og det blev koldt. Det var Mistralen som huserede Før vi fik set os om, havde vi 13 – 15 m/sek. agten ind.

 

Den sidste sluse før Viviers blev en udfordring. Først måtte vi vente på et stort turistskib, som skulle ind før os. Medens turistskibet passerede, så vi en kvinde stå i sin kahyt og gøre sig klar til aftensmaden. Hun var smuk og meget let påklædt, og vi stod i kuling og kæmpede for at styre skibet. Det smil jeg fik fra hende da hun opdagede os, gjorde det svært at koncentrere sig om at holde skibet, men det varmede og gav kræfter. Men vi havde en kamp med at holde skibet da vi kom ind i slusen. Vinden trak så hårdt i masten, at vi skulle bruge alle vores kræfter og rutine for at undgå at ligge på tværs i bassinet.

 

Da vi nåede Viviers, viste det sig at havnen var meget åben, og den lå på vindsiden. Også her måtte alle ressourcer bruges. Uden hjælp fra nok en dansker John i en Motiva, var vi ikke landet så fornuftigt som vi gjorde. Det blæser som pokker, det er koldt og vi ligger uroligt men hvor er her smukt!

Onsdag den 31. maj er vi reelt indeblæst for anden dag, det har vi ikke prøvet siden Ebeltoft for præcis et år siden. Vi ligger på en plads i havnen, hvor det er forbundet med stor risiko, at gå ud med den vindretning og styrke p.g.a. sten og rev. Vi har nu ikke så meget mod at være her. Vi kan se La Cathèdrale, som ligger utroligt smukt på en bjergkam på toppen af byen. Byen er grundlagt i af romerne og har også været under tysk indflydelse inden den blev fransk i 1307.

Mistralen er en stædig størrelse. Fra Viviers til Marseilles holdt den ved helt til i dag tirsdag den 6. juni. Vi fordrev tiden med gåture i den lille by, og der er ikke et stræde i de smalle gader – ned til 1,5 m – som vi ikke kender. Vi var en del sammen med John og Ingrid i Motivaen og Jens og Ellen i en Maxi 95, som er på vej hjem til Danmark. Vi var bl.a. ude og spise sammen med dem.

Vi har ikke rigtig lejlighed til at kede os og efter et par dage blev temperaturen sommerlig.

Om mandagen hørte jeg en grim skrabende lyd, medens jeg lavede nogle ting på fordækket. Det var en engelsk motorbåd, som var løbet på revet og han stod fast! Jeg prøvede at kontakte VNF – dem der administrer vandvejene i Frankrig – i Lyon, Montpelier og Paris men ingen svarede. Til sidst lykkedes det at få fat i havnefogeden, som kom til havnen for blot at ryste på hovedet. Han kunne ikke gøre noget! Senere kom englænderen ind i en gummibåd og jeg fulgte ham op til turistbureauet som heldigvis havde åbent. De var meget hjælpsomme og ringede til alverdens myndigheder, uden at nogen kunne hjælpe. Da vi kom tilbage roede jeg med englænderen ud til hans skib, for at prøve om vi kunne skubbe ham af – han stod på en halv meter vand – men det var umuligt. Han vejer 15 tons og er af stål og sad godt og grundigt fast, så der skulle noget med stor trækkraft til at befri ham.

Vi overvejede at prøve at gå ud til ham, men vinden og strømmen ville gøre det for risikabelt. Grethe blev imidlertid om aftenen ved med at have utroligt ond af den stakkels kone, som skulle overnatte på revet og da vinden løjede ved 22 tiden, gik vi ud for se hvad vi kunne gøre. Vi gjorde 3 forsøg uden at han rokkede sig så meget som en millimeter. Så vi måtte gå ind igen med uforrettet sag og han overnattede på revet. Bortset fra en dansk motorbåd, som på vej ind i havnen om eftermiddagen, gjorde et forsøg på at få englænderen af, dog uden held trods ihærdige anstrengelser, var der ingen af de øvrige både i havnen, som gjorde noget ud over at solbade. Også to englændere med stor maskinkraft og placeret i havnen, så de kunne komme ud, lod som om det ragede dem en tatsk... Det forargede os mere end at offentlige myndigheder var ligeglade på en helligdag. Om morgenen den 6. juni kom en floddamper og fik ham af, men det holdt virkelig hårdt. Da englænderen var kommet fri og skulle ind i havnen, gik hans motor i stå, og han drej ind på revet igen, denne gang uden at stå særlig hårdt. Det lykkedes at få en fransk motorbåd til at tage ud til ham. Jeg fulgte med. Der blev fumlet en del over hos englænderne og inden vi fik set os om sad vi også på grund. Den franske båd var en af dem, som ikke har sin skrue beskyttet, så det var nogle uhyggelige lyde, som kom fra skruen når han prøvede at bruge den kørte rundt i grus og sten. Ved bovpropel og ihærdighed kom vi fri. Jeg troede vi skulle i havn. Det havde franskmanden imidlertid ikke tænkt sig, så vi forsøgte engang til med bedre held. Vi kunne ikke gå ind i selve havnen, men ville placere ham ved det store færgeleje, som lå lige ved siden af havnen. Ved færgelejet er der opført nogle store stålsøjler ca. 3 – 4 meter fra land, som færgerne ligger til ved. På vej hen til et anvendeligt kajanlæg kom vi for tæt på. Med ringe styreevne og strøm drønede englænderen ind imellem sten og stålsøjler i et meget ukomfortabelt leje. Imidlertid var englænderen – og specielt hans kone – tilfreds med placeringen, så han blev der for at reparere motor og forhåbentlig komme ind i havnen for egen hjælp.

I morgen vender vinden og vi fortsætter til Avignon, hvor vi nok bliver et par dage. Siden går vi til Port Napoleon ved Marseilles, hvor vi skal have båden på land til et grundigt eftersyn.

Kærlig hilsen

Grethe og Jørn