Kære familie og venner!

Torsdag den 11. august starter vi med sluse Beaunoilin 9, og det er sluse op og op i alt 18 gange, selv med rutine er det lidt trættende, men vi kravler sydover og går stille og rolig fra kanal Loing til kanal Briare og lægger ind ved slusen Montbouy 26 for natten efter en meget varm dag. Fredag den 12.august starter stille og roligt, og vi får en lille byge om formiddagen, hvilket er ganske rart til at køle tingene lidt ned. I Rogny så det ud til at vores rejse skulle ende for i år. Fra Rogny er det 6 sluser op og 6 sluser ned til Briare. Den første sluse vi skulle ind i var besværlig, idet der ikke var vand under kølen og vi slæbte os af sted igennem mudderet. Da vi imidlertid skulle ud af slusen, kunne vi ikke komme over slusens kant, som er af sten - der manglede simpelthen er par centimeter vand i kanalen. Med en hollænder bag os, som var klar til at fortsætte, var det ikke nogen rar tanke, at skulle sluses ned igen og stoppe for i år. Det lykkedes imidlertid at finde en lunke i slusens stenbund, som vi kunne kravle over. Den næste sluse var lidt af det samme, men vi kunne skrabe os hen over slusekanten. Vi var naturligvis spændt på om det mareridt, jeg havde inden vores rejse, nu skulle vise sig at gå i opfyldelse. Mit mareridt bestod i at vi lå i en kanal og hverken kunne komme frem eller tilbage. Det kunne have været i Rogny, men vi klarede at komme videre til Briare. Med vore 1,80 m vanddybde skal vi helst være midt i kanalen. Ved nedslusningen i dag lå en af disse husbåde med en torsk ved roret lige udenfor slusen, så da vi skulle ud spærrede han kanalmidten, og da han skulle prøve at komme til siden drejede hans agterende så meget ud, at vi måtte helt ind på det flade vand for ikke at blive ramt, så vi gik på grund godt og grundigt. En hollænder - som der er mange af - kom lige efter os, og var meget tæt på at få vores mast igennem forruden. Jeg havde svært med at nøjes med at ryste på hovedet af skipperen på husbåden. Bunden er så blød, at vi ikke havde problemer med at komme videre. Vi sejlede over en vandbro hen over floden la Loire med et stræk på 630 meter det var helt fantastisk. Vi har nu lagt ind i Chatilon sur Loire efter 22 sluser. Vi ligger over her i morgen - Grethes hænder er for slidte og trænger til en pause!

Jeg må beundre Else og Leif, som er kommet igennem det her. Jeg er ikke helt sikker på de har sejlet samme vej som os. Men vi fortsætter, bl.a. fordi de har gjort det, og vist at det kan lade sig gøre. Den karavane af danske både, jeg troede sejlede denne rute, eksisterer ikke. Børn og voksne vinker og er meget imponeret over at to mennesker kan sejle med en vandret 17 meter mast med en lille båd nedenunder i de små kanaler. Det vi gør, er egentlig ret tåbeligt, idet der findes masser af både, som er egnet til den her sejlads. Vores båd er det ikke, og slet ikke med en mast på 17 meter liggende på dækket. Skal jeg være ærlig, vidste jeg det godt inden vi tog af sted, så det rationelle ville være en anden båd, men jeg vil ikke af med Sekseren, så Grethe, jeg og Sekseren skal prøve hvordan det er at sejle på Middelhavet, for der er der ikke så mange, som vil fungere så godt som den. I Middelhavet bliver vi svane, her er vi en grim ælling. MEN sejle i kanalerne med en husbåd eller lignende ville sgu kede mig, det er meget mere spændende med Sekseren!

Lørdag den 13. august lå vi over i Châtillon sur-Loire. Landsbyen beskrives
i vores rejseguid, som værende charmerende og et par dages ophold værd. Det
der gjorde opholdet charmerende var ikke byen - den var ret kedelig. Det
spændende var, at vi løb ind i et bryllup. Først så vi parret på rådhuset med en masse gæster. Senere i kirken hvor dørene var åbne og folk listede ud og ind. Der var nogle, som havde det svært med at undvære smøgen, og man røg dog ikke i kirken, men gik ud og tog en smøgpause udenfor. Det var en lang omgang. Et par timer efter kom gæster og brudepar ud af kirken.

I havnen var der liv som bare pokker. Châtellon sur-Loire er udgangspunkt for et af de store kanaludlejningsforretninger, og det var skiftedag. Om morgenen blev bådene afleveret inden kl. 9 – undtaget nogle italienerne, de skulle have 1,5 timer længere, der var jo så meget der skulle fortælles til den chauffør der var kommet for at hente dem. De nye bådgæster kom hen på eftermiddagen - 12 hold i alt. De fik et
kvarters undervisning med en kort tur ud og lægge til og tilbage og lægge til
igen, og så var de klare til at blive sluppet løs i kanalerne. Nogle havde vist aldrig styret en båd før. Og vi andre har måttet gå til eksamen for at få lov til at sejle her!
Om aftenen ville vi spise i byen - sådan på fortovet, som man nu gør i Paris.
Det kunne ikke lade sig gøre, hvis vi ville spise måtte det ske inden døre og uden smøger!
Søndag den 14. august regnede det om morgenen og det var køligt. Vi stak
af sted ved 9,30 tiden og sejlede ud på La canal Latèral à la Loire og lige foran os sejlede en af nybegynderne. Han slingrede så meget, at man skulle tro han havde fået for meget at drikke, og lige pludselig fik han fat i mudderet ude på kanten af kanalen og vupti, så bankede han ind i spunsvægen, som holder fat i kanalkanten på mange udsatte steder. Der er jo mange mennesker på sådan en båd, så det var næsten, som at sætte en kæp i en myretue – alle kom kravlende op til rorgængeren, båden styres jo fra taget. De fortsatte med en ny rorgænger. Ved første sluse var der stort postyr, fordi det blæste ret kraftigt, og husbådene - som er nogle flade kasser -
kunne hverken styres til kajs eller ind i sluserne. En englænder, som havde været i marinen i 36 år, rendte rundt og hjalp til så godt han kunne. Vi kom i slusen sammen med englænderen, og det var vi glade for, for vi havde også vores hyr med vinden, som er helt uberegnelig på vej ind og ud af sluserne, og så er det rart ikke at skulle ligge sammen med nybegyndere. Vi havde det faktisk vældig hyggeligt med englænderne. Vi kunne hjælpe hinanden og tale sammen, hvilket er skønt når man er i Frankrig. Desværre ville de ind i S`Thibault, som vi ikke kunne gå ind i, idet der kun var 1,40 m vand. Vi har meget svært ved at finde anlægspladser og vi fortsatte til kl. 20, simpelthen fordi vi ikke kunne finde et fornuftigt sted at overnatte.
Sluserne lukker kl. 19, og vi spurgte om vi måtte overnatte der, men det må man ikke. Vi landede på en "skibskirkegård" i la Chapelle Montlinard og lagde os uden på en hollandsk kof, som var helt forfalden, som igen lå udenpå en floddamper fra 1956, som i øvrigt var til salg, men også forladt. Men der var ingen landgang fra nogen af dem.

Vi var imidlertid glade for blot at få et fast holdepunkt og vand under kølen for natten, så vi nød rødvinen til aftensmaden. Mandag den 15. august forlod vi "skibskirkegården" og fortsatte ad La canal Lastèral à la Loire. Det er sluse op hele tiden. Slusevagterne er for det meste unge mennesker, som skal tjene en skilling i sommerferien, og langt de fleste er søde og venlige. Men vi møder også nogle – især - ældre vagter, som for ofte er "kloge" og uendelig langsomme. Proceduren i
sluserne er, at vagten først skal åbne porten for de både der skal ind i slusen. Hver
port har to sider. Først åbner man den ene side manuelt, og så går man hele vejen rundt om bassinet og åbner den anden side. Så går man tilbage til sluserne i den modsatte side og åbner for vandet, og gør det i flere tempi for at bådene ikke skal fare alt for voldsomt rundt i bassinet. Så venter man på at vandstanden i bassinet er udlignet med kanalen man skal fortsætte på. Så gååååår man hen og åbner den ene sluseport og hele vejen rundt om bassinet og åbner den anden port og så kan vi sejle videre. Se alt det kan gøres i forskelligt tempo - og det gøres det også, og nogle kan drive en til vanvid. Og så er der også dem, der synes det er sjovt at lade bådene vente unødigt længe, før de gør sluserne klare til indsejling. Det er faktisk en stor del af vores tilværelse for øjeblikket. I dag havde vi en af de ældre slusevagter, som påkaldte os vores ubetingede opmærksomhed og grusomme irritation.

Ved sluse Guètin 21, som er en dobbeltport a 9 m, ville slusemesteren absolut, at vi skulle have tre både ind. På hans opfordring prøvede vi, om vi kunne være der, men det var helt åbenbart, at det ikke kunne lade sig gøre med vores mast, så jeg bakkede ud igen til hans store vrede, som gik ud over Grethe. Da vi en time senere kom ind sammen med en lille tysk båd, og måtte efterlade en englænder til næste tur, sagde han undskyld til Grethe, det gjorde dagen lidt bedre. Vi kom i øvrigt ud fra slusen til en vandbro på 347 m over l Àllier som er en biflod til la Loire. Det er altså imponerende at se 100 meter ned på floder og så i et skib. Vi har virkelig problemer med vanddybder. Vi slæber os igennem mudder det meste af tiden, og jeg ser meget efter muligheder for overvintring, hvis vi bliver tvunget til at lægge båden op for vinteren i kanalen. Vi ligger ind for natten i Plagny overfor Nevers Broen. Vi ligger ved er en flydebro hvor broplankerne er revet af, og da vi må ligge på den yderste ende, var det håbløst at komme i land. De øvrige broer var optaget af et kanalbådsudlejningsfirma, som ikke var særlig gæstfrie. En italiensk båd, som manglede vand, blev først afvist, men italienere er ihærdige folk, så de fik deres vand.
Den 16. august er det en stille og næsten rolig sejlads fra Plagny til Gannay-sur- loire i et solrigt og varmt vejr. Vi er ved at løbe tør for alt, fordi vi ikke har kunnet komme i land og handle og sætter derfor vores lid til Gannay, bl.a. fordi der er mulighed for at tanke diesel. Da vi nåede frem måtte vi kappes med en italiener for at få en plads hvor der var vand nok til at vi kunne komme i land. Vi kom i land men på den måde at Grethe kunne komme ind fra bådens forstavn, jeg måtte så dreje båden om kølens akse, så masten kom tilbage parallelt med kajkanten. Båden ligger 1,5 meter fra kajen. At der var så lidt vand i kanalerne skyldtes at bønderne havde brugt det til at vande vinmarker med!

Da Grethe kom tilbage efter at have cyklet ind til byen, hvor der var lidt toastbrød og pålæg og ikke andet, kørte jeg skibet rundt så masten spærrede kanalen, så fruen kunne komme ombord og så tilbage med masten igen. Sådan lå vi og brugte kølen som fender og krængede ca. 10 grader - det føltes næsten som at være rigtig ude at sejle igen.

Den 17. august tog vi tidligt af sted, fordi vi gerne ville nå Digoin inden aftenen. Digoin er afslutningen på canal de Litarel og starten på canal de Center. Vi så et
tysk ægtepar stikke af før os, og var klar over at de havde de samme planer. Tyskerne var såmænd meget søde men de skændtes bare indbyrdes hele tiden.
Vi kom igennem den første sluse sammen. Slusevagten havde vist ikke fået det rigtige ben ud af sengen - han var meget gnaven. Han gjorde os opmærksom på,
at der ikke var ret meget vand i kanalen efter slusen. Det havde der jo ikke været et godt stykke tid, så vi ville forsøge. Vi måtte igennem meget mudder og ved den første bro gik det rigtig galt. Jeg har ikke forstand på brobyggeri, men jeg tror de bygger nogle af dem ved at lave et fundament hele kanalens brede. Broens fundament ramte os formentlig ca. 10 - 15 cm oppe på kølen, og det sagde bang. Vi sejlede 4- 5 knob og med en brat opbremsning er det meget voldsomt. Grethe sad gudskelov ned, men jeg stod op og styrede og drønede underkæben mod løjgangen ved kahytsnedgangen. Jeg prøvede at rejse mig men kunne ikke. Jeg var i præcis samme situation, som den boksere er i når de får en ren træffer på kæben, går i gulvet og som prøver at komme op når dommeren siger otte, men dejser rundt uden kontrol på lemmerne. Min tælling gik til ca. 15, før jeg kom op og fik styr på mig selv og båden. Båden lå på tværs i kanalen og tyskeren ville gerne hjælpe, men vi kom fri ved egen hjælp. Der var ikke så meget at rafle om, vi måtte vende om til Gannay-sur- loire. Tyskerne var oprigtigt kede af, at vi måtte slutte her og på den måde. Jeg var meget forslået og kunne stort set ikke indtage fast føde, hvilket er et reelt problem for en diabetiker. I den situation er det meget værdifuldt at have en sygeplejerske ombord. Vi vågnede den 18. august til en ny forskrækkelse, idet båden tog vand ind!
Vi talte med manageren for bådudlejningscenteret på stedet. Han var englænder og rigtig flink og så talte han også fransk. Vi ville selvfølgelig have skibet på land hurtigst muligt, og han ringede til Decize og spurgte om vi kunne komme op med deres kran. Det var de ikke sikre på, men vi kunne jo sejle derhen, så vi kunne se på sagerne sammen. Vi besluttede at blive i Gannay-sur- loire resten af dagen for at undersøge båden. Vi tog alle dørkbrædderne op og separerede imellem spanterne, for at finde ud af hvor vandet kom fra. Det viste sig, til vores store lettelse, at der ikke var nogen lækage. Vandet kom ind via lænsepumpen ved en U-rørsfunktion, som jeg i øvrigt har set før for en del år siden. Vandindtrængningen kan standses uden de store problemer f.eks. ved at lukke for ventilen. Inden vi fandt ud af hvor vandet kom fra, havde jeg en snak med en forsikringsmand i Pantanius. Han var en positiv oplevelse "Se at få det lavet, bureaukratiet finder vi ud af en anden gang " Det er reel snak når man ikke har alle faciliteterne, som gør livet let, ved hånden. Den 19. august gik jeg over for at tage afsked med vores engelske ven. Han havde besøg af en gravid pige. Jeg gik ud fra, som en given ting, at det var hans girlfriend, og spurgte hvornår han skulle være far. "She is my sister!" udbrød han forskrækket. Nå - men ham vil jeg sent glemme for hans hjælpsomhed! Vi sejlede nærmest hysterisk forsigtigt til Decize, hvor man skal sluses ned til selve havnen og så evt. videre til Loire. I havnen fik vi at vide at kranen ikke kunne få vores køl ind over kajkanten. Nu var det jo ingen katastrofe for båden var helt tæt – som sagt - der laves stærke både i Danmark! Imidlertid kan vi blive så længe vi vil til en fornuftig betaling.

Vi vil nu leje en bil og se os lidt omkring i Frankrig den næste uges tid, og så vil vi tage hjem til Slangerup, hvor vi glæder os til at se vores sidste ny barnebarn - Anneyou - som Bettina med familie er på vej for at hente i Kina. Der er togforbindelse her fra Decize og båden ligger et trygt og sikkert sted med god infrastruktur. Dette bliver formentlig det sidste rejsebrev for i år, for når vi kommer hjem er det børnebørn og FCK der skal følges - og det har nok ikke så stor interesse.

Kærlig hilsen Grethe og jørn

e-mail jornkure@mail.dk