Kære familie og venner!
Sidst jeg skrev hjem gav jeg en lille opgave, som jeg har fået en masse svar på. Imidlertid kan jeg ikke læse dem før jeg kommer hjem - eller finder en forbindelse som er hurtigere end mine 9 Kbps via Blåtanden. Min mailbakke er helt tilstoppet, så det gør jeg ikke en gang til. Men turen går foreløbig i store træk som planlagt og vi ligger nu i Paris. Hvordan vi er nået hertil kan læses nedenfor:
Vi fortsætter ad kanal Du Nord og når omsider den 19. sluse i det system. Sluserne er i øvrigt utrolig smalle og kanalfragterne har fået lavet deres skibe med millimetermål, selv 1/4tomme pindene de bruger som fendere skraber på i begge sider på samme tid. Vi når til kanal C. Lat A Lòise og det regner, men sluserne er meget nemmere, dels på grund af en mindre dybde i op - og nedslusningen, men også p.g.a. en mere hensigtsmæssig indretning for småbåde. Vi leder efter liggemuligheder i Janville, men det ligner en spøgelsesby i regnen. Fortsætter til Compiègne og ligger ind for natten lige efter den store sluse - vi kom igennem den lille. På den øvre del af slusen lå en dansk båd fra Nykøbing Falster vist nok en Finnsailer, som havde en fortid i Marbæk havn. De var på vej hjem efter blot et par
måneder i Middelhavet. Dårligt helbred- specielt et knæ der ikke havde det så godt. Da jeg kommer tilbage til vores egen båd skal jeg tisse og stiller cyklen på et gelænder og skynder mig ned i båden. Da tisseriet er overstået og jeg skal hente min cykel er den stjålet - formentlig af nogle arabiske indvandrere, som havde et sammenrend i et af husene tæt på og så meget uskyldige ud. Cyklen er identisk med den cykelhandleren en gang har smidt over i sin skrotbunke, da han havde den til reparation, så ulykken var kun af brugsmæssig karakter. Hændelsen gjorde imidlertid, at vi forhalede over til den lille sluse som lå meget beskyttet og helt ugeneret.
Den 25. juli er vi stadig lidt rystede over tyveriet og en planlagt tur til togvognen, hvor fredsaftalen den 11. 11. kl. 11 i 1918 samt en senere i 40 med Hitler blev indgået, blev aflyst, fordi vi ikke turde forlade skibet. I stedet brugte jeg formiddagen til at finde det kontor, hvor jeg kunne få bevis for at måtte sejle i kanalen, mangel på et sådant koster 700 Euro + plus den alm. afgift. Det viste sig at være lidt af en opgave. I den bemandede sluse hvor der med store bogstaver står VNF på døren (Vois Navigables de France er et selskab, som administrerer alle kanaler i Frankrig), vidste de ikke hvor deres arbejdsgivers kontor lå. Unge mennesker, som efter sigende lærer både engelsk og tysk i skolen kan/vil kun tale og forstå fransk!
Man kan undre sig over, at franskmændene, som 2 gange i det sidste århundrede fik tæv af tyskerne, og som uden hjælp fra engelsktalende lande enten ville være en delstat under en tysk kejser eller en nazistisk ditto med tysk som modersmål, ikke er mere indstillet på at lære "frelsernes" sprog – men NO. Nå - det lykkedes at få telefonisk kontakt med kontoret og få fat i en på kontoret som talte TYSK. Han var meget hjælpsom. Vi fik ordnet formaliteterne 202 Euro for 4 måneder og 134 euro for 1 måned, så jeg betalte 202 Euro.
Vi fik handlet, og senere på dage tog jeg alene på vores cykel ud for at finde den togvogn hvor fredsaftalen efter 1. verdenskrig blev underskrevet. Jeg talte med mindst 10 franskmænd - på fransk - og blev sendt i 10 forskellige retninger, og blev i øvrigt plaskvåd i en megabyge midt på en landevej, som jeg blev fanget i på en af de udflugter jeg blev anvist. Jeg var ikke helt glad for franskmændene den dag.
I øvrigt fandt vi om aftenen et insekt på ca. 1,5 cm, som lyser som en lille pære, man kan faktisk læse ved dens lys. Den har 2 vækster på numsen, som lyser når det bliver mørkt. Om aftenen er det sket med strøm og snart også med vand.
Den 26. juli er vi spændt på om vi har strøm nok til motoren – det har vi - Ved den første sluse i Kanal Oise, som var meget nem, lykkedes det at få vand under nedslusningen, så nu er vi klædt på til Paris. Vi kommer ind i en god rytme på Oise indtil den sidste sluse før Pointoise. Der kommer en slæbebåd ud fra en pynt og skal absolut ind i slusen før os, også selv om der var god plads. Han havde et stort fransk flag med et lille blåt EU-flag oppe hjørnet! Inde i slusen sætter han fuld fart på skruen medens vi er ved at forhale og skruen kører konstant under hele nedslusningen, så vi hænger desperat i fortøjningerne for at redde vores skib. Da masten var på vej over i hans båd, stod han og hans medhjælp med en smøg i kæften og lod sig underholde og skulle i det mindste ikke hjælpe disse danske amatører. Det kunne være gået vældig galt, hvis ikke min hustru havde kæmpet så tappert. Vi lægger ind i slusen i Pointoise for natten her var stille og fredeligt.
Den 27. juli starter vores naboer tidligt. Vi kommer alene ned med slusen kl.9. Vi har Oise Kanalen næsten for os selv resten af vejen til Seinen. Seinen dukker meget pludselig op, og vi var lige ved at fortsætte til Le Havre, men fik dog vendt skuden inden vi skulle sluses ned. Jeg havde forestillet mig at Seinen op til Paris ville være meget befærdet, det er den ikke, man har hele vandvejen for sig selv.
Når man så til gengæld kommer til Paris er det Virkelig livligt og for småbåde som os med en mast på dækket ikke særlig behageligt. Vi når sidst på eftermiddagen til havnen LeArsenal som ligger næsten inde på Bastille pladsen og er den eneste i hele byen. Men hold da kæft hvor er Seinen lang den bugter sig ud og ind og slår sløjfer så afstanden til målet skal 6 - 7 dobles. Vi var faktisk heldig at komme ind i LeArsenal fordi det sidste stykke af Seinen til Paris var forfærdelig lang. Vi spiste på en restaurant på Bastille pladsen om aftenen pragtfuldt vejr.