Kære Alle!

Lørdag den 6. august er det tid for den videre færd. Vi har fået nye batterier ombord, det ene var helt kaput og de to andre var der ikke meget krudt på og en situation med nul strøm at starte på er ikke så spændende. Endvidere lykkedes langt om længe at få ordentlige kort over kanalsystemerne i Frankrig. Men dagene i Paris nød vi - især Grethe - og vi kan nu finde rundt med Metroen til alle seværdighederne.

Vi betalte den største regning for en havneplads jeg nogensinde er præsenteret for - 460 Euro - vi skulle også betale for 17 m mast. Vi havde fået at vide at vi kunne få diesel lige udenfor havnen men ikke at han havde lukket i weekenderne, så vi måtte bruge af reserverne og vi har 60 liter i dunke, så der var til nogle dage. Men det kan være lidt besværligt at finde dieseltanke, som ikke ligger langt oppe i land i kanalerne - der er faktisk betydelig flere kirker end dieseltanke i nærheden af havne og liggepladser. Men vi fortsætter ad Seinen med nogle overkommelige sluser og lægger ind for natten i en lille havn efter en sluse lige inden Champagne. Søndag den 7. august fortsætter vi via Seinen og må på en noget dramatisk måde sande at Seinen ikke er en kanal men en flod, som selv har dannet sit forløb og lagt sten hvor det passede i dens naturlige leje. Vi brasede ind i sådan en med 6 knobs fart. Det gav et brag og jeg klamrede mig til computeren på kortbordet og Grethe var på vej ned i kahytten. Vi kom fri af stenen og de største ar var nok på sjælen. Gert Gerlach og Niels Andersen har lavet et stærkt skib, så bortset fra et mærke i blykølen er der ikke sket noget. Vi går ind til tankstationen i Sankt Mammes, som er særdeles velekviperet, men han har lukket i weekenden. Vi fortsætter ad Seinen og går over i canal l`Yonne og får en af turens mange overraskelser i den første sluse. Det er en "sloping lock walls", d.v.s. en sluse hvor væggene i hver side er skrå - ca. 45% - hvilket betød, at vi ikke kunne lægge til uden at få nogle gevaldige skrammer under vandlinien.

Så er det godt at man kender sit skib, når skibet skal ligge stille i frådende vandmasser i slusen uden fortøjninger. Det gik faktisk helt smertefrit. Og sådan var de næste sluser også problemfrie. Vi lagde ind for natten ud for en meget lang og smal sluse Port-Renard 14.

Det var et idyllisk sted med en platform på en 3 - 4 meter. Mandag den 8. august futter vi videre til Sens, hvor der er en tankstation meget tæt på et kajanlæg. Da jeg kom tilbage, efter en tur for at få overblik over lokaliteterne, står en nordmand og charmer med min hustru - en nydelig ældre herre i øvrigt. Han fortalte, at han var igennem kanalsystemet i 98, og sejlede rundt i Middelhavet et par år for at vende tilbage til Norge og sejle i Sørlandet et par år. Nu var han på vej til Middelhavet igen - alene – d.v.s., han ventede nogle gæste i weekenden. Han kunne berette, at vejen vi havde planlagt, nemlig gennem canal d`Bourgogne, ikke var farbar, fordi der kun var 1,4 m vand. Når man stikker 1,8 m er det unægtelig et problem. Jeg brød mig ikke om ham. Først står han og bager på min hustru, og så kommer han med nogle rigtig kedelige historier om manglende vand i Bourgognen! Det gav ham ikke popularitetens byrde at slæbe på. Jeg sagde til ham, at vi ville fortsætte for alt det litteratur vi efterhånden har fået skrabet sammen sagde, at skibe med en dybgang på 1,80 m kunne sejle i Bourgognen. Han blev vist lidt fornærmet og senere lidt hoverende, for vi ville jo sandsynligvis mødes, når han havde fået sin besætning på 2 nordmænd ombord, og så kunne de deltage i hoveringen over denne stædige dansker - et perspektiv der ikke huede mig. Vi tog en slapperdag, og overvejede om vi skulle tro ham eller ikke. Meget modstræbende valgte vi det første. Tirsdag den 9. august er jeg ved 9 tiden over for at sige farvel til nordmanden, og for at fortælle ham, at vi tager tilbage til Sankt Mammet.

Til min lettelse er han ikke stået op – de nordmænd kan godt lide at sove længe - og vi stikker af stille og rolig. Hvis jeg møder ham næste år, vil jeg fortælle, at vi faktisk kom igennem canal d`Bourgogne. Efter anden sluse kommer en fransk sejlbåd, med masten lagt ned på dækket ligesom os, farende. Han var fra Nice, som bekendt ligger i Middelhavet, og kunne kun komme en vej fra nemlig gennem canal d`Bourgogne. Jeg bandede nordmanden hen, hvor der ikke er rart at være, for så kunne det altså lade sig gøre - troede jeg. Med den bådstørrelse måtte han stikke lige så dybt som vi. Besætningen var italienere og fantastisk flinke. Nu skulle vi jo ned ad i sluserne med skrå væge og dertil kom at vi var 3 både. De to italienere, som havde udstyr til at holde fra i sluserne, kaldte os hen så vi kunne ligge ved siden af dem og blot stå og se dem arbejde, når det gik ned i sluserne. Ikke nok med det. Da vi nåede frokost, dukkede skipper op med en pastaret med tomatsovs og bød os på en portion med italiensk hvidvin. Det smagte fantastisk. Men ikke nok med det, for lidt senere på dagen i sluse nr. 8 -9 stykker serverede de en appelsindrik til forfriskning. Vi fik med megen nøden lov til at give et par Carlsberg til gengæld - ikke særligt originalt! Hvor meget italienernes båd stak - øh - nå ja, den havde sænkekøl og opløfteligt ror og alligevel havde de rørt bunden flere gange med en bybgang på 1,18, så jeg skylder den her nordmand et eller andet!

Desværre måtte vi tage afsked med italienerne i Sankt-Mammes, i øvrigt ved den samme tankstation, som var lukket om søndagen. Italienerne skulle til London og vi skulle jo til Middelhavet! Vi overnattede i Sankt-Mammes i en lille havn d.v.s. nogle broer i kanalen. Det var det rene alderdomshjem. Hollændere, englændere og danskere ingen under 60 år. Den 10. august startede vi så på canal de Loin. Det var manuelt betjente sluser og nogle enkelte måtte vi selv ordne. Det var helt fint og nemt og kl. 12 måtte vi stoppe fordi sluserne holdt middagslukket til kl. 13,00. Det var bagende varmt, og vi hyggede med en rigtig frokostbord i stedet for de sædvanlige håndmader i farten. Da frokostpausen var over, var freden også forbi, idet vi fik 2 hollændere med i sluserne resten af dagen. Sluserne er 39 meter lange og med vores mast på 17 meter og to halvstore hollandske motorbåde, var der ind imellem optræk til kaos når sluseportene åbnede for vandet. Vi slap igennem uden ulykker og lagde ind for natten efter sluse nr.11 den dag, så nu er der kun 189 tilbage!