Østenrejse 2014

Mødtes i Kastrup lufthavn kl. 12.00 med datter Sus, børnebørn Elias 1 år og Noah på 3år, samt Suses veninde Thor og hendes 7 årige søn Markus.

Booker ind i Thai 'Airlines fly til Bangkok og letter kl 14.00. Flyvetiden til Bangkok er 10 timer og vi ankommer ca. kl. 6 thai tid.

Taxa fra Talai Tara venter og transporterer os til Hua Hin, Dolphin Bay hvor vi ankommer ved 11 tiden og alle er godt maste med tidsforskel og mangel på søvn.

Var syg med lungebetændelse de første 8 dage og fik pinselin. Det gjorde mig indisponibel til det meste, og var ærgerligt for mine muligheder for at lege med ungerne var ret begrænsede - øv!

Var i dyreparken i Hua Hin og red på elefanter hvilket var en god oplevelse. Jeg troede ikke vi havde fået ungerne med ud på elefanterne men det gik helt uden problemer. Derudover så vi slangeopvisning med bl.a. kobraslanger - det ku jeg ikke li! De er sgu dødsens farlige! egokodilleopvisning ligner dyrplageri for mig og det bliver ikke et dyr jeg kommer til at elske. Nå vi slap levende fra det hele og ungerne havde en god dag.

Det var ret køligt det meste af tiden med en kraftig pålandsvind, så det blev faktisk ikke til havbadning da ungerne naturligvis syntes bølgerne var for kraftig.

Til gengæld gik mange ture til Dolphin Ressort, som ligger helt ud til havet og har en dejlig legeplads med børn at lege med. På legepladsen mødte vi en dansk kvinde som Havde boet i Kina i 7 år. Hun var taget til Dolphin fordi vejret i Peking var koldt og der var en ubehagelig smog over hele byen. Dertil kom at det kinesiske nytår ikke går stille og strækker sig over flere uger.

Mandag den 20. jan Tog Grethe og jeg afsted med taxa mod Aunang, Krabi. Det var med en klump i halsen vi sagde farvel og overlod ungerne at rejse hjem alene med mor og veninde Thor med hendes søn Markus.

 Det var en lang tur! På kontoret i Talay Tara påstod de at der var ca 800 km. Det var overdrevet men det tog os ca. 8,5 time at køre turen og det kostede  6.500 bath.

Da vi nåede Ayodhaya kl. 18.30 og fik en medtagelse der var utrolig dejlig, pigerne i receptionen kom løbende imod os og tog vores bagage og var tydeligvis glade for at vi kom.

Vi har jo været her før og intet var forandret - heldigvis. Vi tullede lidt rundt i byen, badede ved stranden eller ved poolen og nød tilværelsen.

Lørdag den 25. jan. tog vi båden fra Aunang til Koh Lanta. Der var propfuldt og jeg er overbevist om at skibstilsynet vil kassere skibet til det antal passagerer i Danmark. Sejlturen tog ca. 3 tim. Det var lidt besværligt at find de hytter idet der er to ressort med næsten samme navn. Vores hed Pavilon og så et andet med to lèr.

Hytterne var lidt primitive men beboelige med køleskabt, tv, aircondition, bad/toilet og seng. Betjeningen var ikke værd at skrive om -

jeg opnåede ikke at få kaffe uden halvdelen lå i underkoppen.

Til gengæld var vandet spændende. Der er 2 m tidevand. Ved ebbe er det umuligt at bade fordi koraller ligger langs med kysten og er næsten umulige at forcere. Til gengæld er det ganske imponerende at snorkle når vandet kommer tilbage, masser af småfisk som myldrer mellem korallerne.

Den ene dag lejede vi en tuktuk og kørte rundt på øen. Der er ikke så meget at se og da vi skulle betale 700 bath for at se et par aber kørte vi hjem. Lidt forhastet måske fordi vi sprang over deres naturpark som skulle være en oplevelse.

Der er et par ganske gode spisesteder.

Vi mødte et sødt yngre ægtepar med en lille dreng på Elias alder.

Egentlig skulle vi have været der i 9 dage men syntes vi ville se Krabi og tog med bus dertil den 31. jan.

Vi kom til Maritim park hotel som bestemt ikke har en dyt med det maritime at gøre men var til gengæld kæmpe stort. Det var rigtignok noget andet end det vi kom fra med alt hvad et moderne hotel har at byde på. Det maritime var en kano som man kunne låne og sejle lidt rundt i en dam.

Capo Verde 2014

Har været hjemme et par dage  med leg med Elias og Noah samt tøjvask og medicinindkøb.

Frank havde fået lov at låne Dennis bedemands bil med plads til Josefine, Benjamin, Celina, Jeanette, mormor og morfar. Vi blev kørt til lufthavnen hvor vi var lidt i 11,00 i god tid da maskinen først gik 13,50, vi havde fået i hovedet at den gik 13.10.

Vi fløj med EasyJet som bestemt er et lavprisselskab og servicen var derefter. Enhver tanke om at gøre turen festlig på Grethes 70-års fødselsdag var håbløs. Det er den 8. febr. og vejret var flot, så det havde ikke glemt hendes fødselsdag. Vi var i Lissabon ca. kl 17 lokal tid og kunne hente bagage og gå direkte over til TAB flyselskabet som skulle føre os til Sal island, Cap Verde for indtjekning selvom maskinen først gik kl. 21,

Turen til Sal tager ca. 4 timer og vi var i lufthavnen lidt over midnat den 9. febr. Der er en tidsforskel til Danmark på 2 timer.

Efter en tur igennem bureaukratiet med Visa, paskontrol og afhentning af bagage kom vi af sted med en ventende taxa som kørte os til Santa Maria en tur på ca 15 km.

Det er jo midt om natten og lejlighederne vi kommer til er tørlagt for alt incl. drikkevand – vandet i hanerne må ikke drikkes. Vi bliver indkvarteret på 2. sal ved siden af hinanden så det fungerer udmæket.

Der er sorte vagter alle vegne, især ved indgange til lejligheder og hoteller er der masiv påpasselighed.

Sal island er ca. 30 km fra nord til syd og ca. 15 km på det bredeste sted. Der er ca. 26.000 fastboende på øen og på hele Cap Verde er der ca. 550.000 indbyggere. Øerne blev selvstændigt fra Portugal i 1974. Prisniveauet er det samme som i Danmark – stort set – og det er dyrt specielt når man kommer fra Thailand hvor priserne er ca. 1/5 af det danske. Det blæser konstant på øen. Vi ligger i passatvindsbæltet og har østenvind 10 - 15 sek/m stort set hele tiden.

Vi er i den sydlige del af øen og stranden er pragtfuld men det er ikke helt nemt at gå i vandet p.g.a. en kraftig brænding med meterhøje bølger.

Jeanette er syg et par dage i starten efter vi havde været en tur i hovedstaden Esparka. Vi har ikke gratis internet så enten må man til lommerne og betale til et system som administreres af PayPal et forfærdeligt selskab, eller også må man gå på værtshus – det blev meget det sidste. Tilværelsen uden internet er nærmest utålelig i dag!!

Den 14. bestilte vi en tur til den vestlige af af øen hvor vi kunne snorkle. Desværre var det lavvande da vi kom så det var lidt besværligt at komme over koralerne men ved hjælp af en guid kom vi da ud og se nogle fisk.

Har lige hørt fra Bettina og familien. De er blevet forsinket fra Ralaigh og har problemer pga af vejret. De er dog kommet til Lissabon så de skal nok komme frem!

Efter en del forsinkelse og et døgn i Lissabon kom "Amerikanerne" natten mellem den 17. og 18. febr.. De ankom 0.45 og blev installeret i deres lejlighed Vi samledes alle og fejrede deres komme.

Den 20. febr. var vi på tur rundt på øen. Øen er meget flad, kun i den nordlige del er der "bjerge" på hhv 400 og 600 m.

Øens eneste rigtige havn er lille men forbavsende rolig. De fleste både ligger for svaj ude i bassinet da der er 2m tidevand. I Santa Maria er der også lagt an til at man skal kunne ligge for svaj, men det er meget uroligt og mindre både forsvinder hurtigt.

Vi så hajer helt ind under land, man kan vade ud til dem og de er ganske fredelige. Der produceres salt på øen og saltminen er øenss største virksomhed, bortset fra turist virksomheden som er øens hoved ernærings kilde.

Vi har været i øens hovedstad - Esparkos - som er en stille og rolig by uden det store spræl.

I Bangkok købte jeg en Apple mini Ipad 2. troede jeg, for det tog Annemone ganske kort tid at finde ud af at det ikke var en Ipad og at der ikke eksisterede en Ipad 2. Men så havde jeg jo en Tablet trøstede hun mig med! Med andre ord jeg var blevet godt snydt!

Bettina, Stig og Anemone havde gang i kite surfing de sidste dage. Med sit konstante blæsevejr er kap Verde god til det formål og rigtig mange kommer til øerne med det forehavende. De bliver aldrig verdensmestre men havde det fornøjeligt.

Rejsedage er for mig altid et problem. Jeg er så optaget af rejsen at jeg har et problem med at koncentrere mig om andre aktiviteter. Således også den 28. febr.. Vi skulle være i lufthavnen ca. 10.30 og maskinen lettede 01.00 1. marts. 4 timer er lang tid at hænge 11 km oppe i luften med ben der er alt for lange til at man kan finde hvile på en afslappet måde.

Vi tog afsked med Anna You, Anemone, Annabell, Bettina og Stig med beskeden om at de ville komme til Danmark i maj og Beslaglægge Solhøjvej, hvilket vi er glade for, vi bilder os ind at hvis det bliver for vildt kan vi sove i båden.

Østenrejse 2013

Lander i Dubai kl. 02.00 om natten den 6. jan 2013 efter 7 timers flyvning fra Kastrup med Norwiegen. Bliver indlogeret på hotel and apartmet Golden Sands 5 og kravler hurtigt til køjs kl. er 04.00 dvs 01.00 i Danmark.

Dubai er en by med mange overraskelser. Her stinker af penge dvs at alt er størst, højst, nyest, længst, dyrest, rigest, mest kostbar osv.

Man har ikke været i Dubai uden at have set verdens højste tårn Burj Kalifa! Vi var også oppe og se ned fra 125. etage, hvis vi ville have været helt op måtte vi vente 2 dage og så have vi ikke nået vores flyver til Thailand. Tårnet er 828 m højt. http://www.burjkhalifa.ae/

Langt de fleste som arbejder i Dubai er udlændinge. Det vi kom i kontakt med var hovedsageligt Pakistanere og det var Taxachaufører og hotelpersonale. Den eneste indfødte Emirat vi mødte var ham der kørte os ud i ørkenen og ræsede run i sandet med os. Det er hårdt ved bilerne. Iøvrigt findes der ikke gamle biler i Dubai, hvis man vil etablere sig som bilsynsmand efter danske regler, med syn når en bil er 4 år gammel, ville man blive arbejdsløs. De sælger bilerne når de er et par år gamle til fattige lande fik vi at vide af en taxechaufør. 

Dubai er en meget ny by hvor der er ofret enorme summer på dyre og dygtige arkitekter. Ialt det spændende nye huserer også sort middelalder med kvinder i niqab og fuldsstændigt tildækket. Det vender nogle følelser i mig som jeg ikke kan definere men en stor del består af vrede.

Onsdag den 9. fløj vi til Bahrain med Gulf Airlines om eftermiddagen og videre til Bangkok om natten. Vi blev hentet af en Talai Tara minibus i lufthavnen og kom til Talai Tara ved frokosttid den 10. jan. 13. Stedet ligner sig selv fra sidste år og vi savner ungerne som sikkert ville være have været i poolen hele dagen.

Vi har været i Talay Tara en uge og mødte et par Bornholmere - Vibeke på 70 år samt Jens på 80 år og de var friske og rørige - Vibeke havde siddet i Hasle Kommunalbestyrelse i 2 perioder for venstre og havde stor tilknytning til Nyker så vi havde noget at snakke om - og det gjorde vi! Vi drak en del de to dage vi mødtes men da han begyndte at komme med nogle ret racistiske udsagn blev jeg træt af selskabet.

Iøvrigt mødte vi helt tilfældigt Ib og Birgit i Hua Hin. Vi kom ud af en taxa som havde kørt os til det store center i byen og på fortovet står de to. Det var dagen før vi skulle til Krabi så det var ret begrænset hvad vi kunne arrangere men vi satte os i fortovsrestauranten og fik nogle bajere og talte om fælles bekendte og Middelhavsturene. Desværre var der et par dødssfald i flokken bl. a. Bodil som vi var en del sammen med Ole. Med Bodil var det ikke så overraskende hun havde haft canser i mange år.

Vores lille restaurant var genopstået med mad til de samme priser som sidste år men med et mindre sortement men iøvrigt velsmagende men sidste års standard og udbud kan de ikke leve om til men det var også helt fantastisk. til gengæld havde de fået lavet toilet!

Onsdag den 16. febr. kørte vi til lufthavnen kl. 10 for at nå et Thaiair fly til Krabi fra Bangkok Det tog næsten 4 timer at køre til lufthavnen så da flyvemaskinen skulle flyve kl. 15.00 var intjekningen i fuld gang da vi kom halsende.

Krabi er ikke hvad det har været for blot 8 - 9 år siden. Her er simpelt for mange turister på denne årstid. Vi var en tur til Phi Phi island søndag den 20. febr. og det var svært at se vandet for for bare både af alle slags og det vrimlede med mennesker. Vel var det en søndag men folk der havde været der på en hverdag havde den samme oplevelse. I Ao nang, det hedder byen vi bor i, er der et mylder af mennesker hovedsagelig udlændinge, svenskere, danskere, hollændere og russere som præger bybilledet. Russerne er vist ikke så vandt til at rejse og de har det med at demonstrer deres, iøvrigt velbegrundede mindreværd, med arrogant optræden men er iøvrigt harmløsse når de er ædru ogdet er de som hovedregel her.

Hotellet vi bor på er helt enestående. Det er bygget næsten som et budiskisk tempel og er utroligt flot! Vi har dog et stort problem idet vi simpelthen ikke kan huske navnet - Ayodhaya - så vi måtte have et kort med fra hotellet hvis vi var kommet lidt langt hjemmefra.

Torsdag den 24. jan. 13 fløj vi fra Krabi lufthavn til Bangkok hvor vi via et udmærket bookingfirma - Ratestogo - havde lejet værelser i to nætter på President Park Hotel - udmærket til en fornuftig pris ca. 340 kr. pr nat.

En Taxa har kørt os rundt i Bangkok til kongeslottet og "Den liggende Buda" og så til den traditionelle slæben turister til et juvilerværksted - hvos vi var for ca. 8 -9 år siden.

Grethe var hundesyg på hotellet i Bangkok og kastede op hele natten og på afrejsedagen så det ikke for godt ud. Men hun er sej og holdt ud så vi kunne tage til lufthavnen.

Den 26. jan Fløj vi med Tyrkish Airlines til Ho Chi Min City. I såvel Dubai som i Bangkok har de været lidt nervøse for at sende os videre til næste land uden en returbillet. Begge steder har de ringet til overordnede for at få bekræftet at det gik an at lade os komme videre. Det er vist nok fordi flyselskaberne hænger på passagerer som ikke får indrejse i det land de flyver til. Imidlertid var Ho Chi Min den absolut nemmeste lufthavn at komme til. Vi kunne gå direkte hen til skranken ved kontrollen og det eneste de spurgte til var "how many days?" "15" og bang så havde vi et stempel og tilladelse til at være i landet uden visum i de max. 15 dage.

Vi kom til Royal City Hotel som er ganske fornemt og ligger midt i byen.

Vi er kommet til et kommunistisk land hvor der er mange uniformerede i gadebilledet og de sørger for ro og orden og så går de og keder sig.

Ho Chi Min er folkehelt i Vietnam pga hans modstandskamp mod franskmændene og amerikanerne.

Det er meget synligt at mange er sat i arbejde til trods for at der ikke er nok at lave. Ved hoteldøren er der en - nogle gange to - til at åbne og lukke døre, i forretninger - f.eks store smykkebutiker - er der ingen kunder på en mils afstand alligevel er der et par stykker ved hver af de op til hundrede skranker.

Vi var inde i et statsligt rejsebureau for at finde ud af hvorledes vi kunne komme ud til øen Kon Dau som ligger ca. 100 km SØ for Hanoi. Det var en kvik ung mand - formentlig bøsse - som var meget engageret og før vi vidste af det havde han ordnet rejsen til øen med fly og lejligheder tilbage igen 4 dage efter, og så billet til Hanoi og hotel.

Vi har været ude og se Notre Dame - en kirke fra frankrigs tid - Præsidentpaladset, krigsmuseet, kinatown og en fabrik med kunst.

Krigsmuseet gjorde et stærkt indtryk. Nogle billeder kan jeg huske fra aviserne og en masse er bare skrækindjagende og burde vises for dem der vil starte krige.

Vietnameserne er ret reserverede set i forhold til thaierne og deres atitude er a`la franskmænd og danskere, du møder ikke en franskmand uden han hilser en dansker hilser stort set aldrig. Ikke at de er fjendtlige, hvilket ville være forståeligt med vores lighed med amerikanere, de er blot mere lukkede.

Trafikken er uhyggelig og vi har aldrig set så mange scotere, motorcykler og andre tohjulede og de myldrer og det er med livet som indsats man går over en vej. De grønne uniformer skal tage sig af turister og ind i mellem forbarmer de sig og følger en over vejen.

Con Dao er en ø ca. 100 km ude fra den Vietnamesiske kyst og skal man derud er det pr. fly. Vi kom derud med en gammel propelmaskine ved 11 tiden onsdag den 30. jan. 13. Øen er vel lidt mindre end Bornholm men raver vel lidt højere op og har bjerge med skyer om.

Vietnam er kommunistisk og de har slosset enormt for at få den styreform så fred være med det. Men på en ø som Con Dau har udviklingen stået stille i meget lang tid. Havde det ikke været for scootere og biler vil man føle sig hensat til 18 hundredetallet. Her er reelt ingen butiker men et stort marked. Grethe insisterede på at der måtte da være en dagligvarebutik, men nejdet er der ikke og vi brugte en formiddag på at finde brød - ligegyldigt hvad slags - uden at det lykkedes. Hotellet vi bor på er udmærket.

At komme rundt på øen er ikke ligetil. Der er ingen information på hoteller. Et par hollændere på vej hjem fortalte at en forretning som arangerede sejlture med snorkling og dykning havde nogle udmærkede kort og kunne fortælle lidt om øen og hvad man kunne. Vi fandt damen som er utrolig sød og charmerende. Hun fortalte bl.a. at nogle tværgående veje kun måtte passeres med tilladelse fra militæret og kun på bestemte tidspunkter af dagen. Vi bestilte en tur rundt øen til nogle gode dykker og snorkel vige. Og turen var ganske god, men det blæser konstant herude og der var en kraftig strøm som gjorde det farligt for ikke særlig hurtige svømmere at hoppe i. Især det ene sted hvor jeg hoppede i vandet og kune mærke at jeg kunne svømme lige opmed strømmen, så jeg gik op i båden igen. En tysker - hvad ellers - var nær kommet galt afsted da han havde store problemer med at nå op til båden.

Alt er meget primitivt og kontrolleret herude og vi kom her kun fordi det er der (som Troels engang sagde).

Den 3. fløj vi via Ho Chi Min til Hanoi og kom der ved 18.00 tiden. Hotel Gondola er et udemærket sted, og folk er meget belevne og smilende - i modsætning til hotelværterne på Con Dao - og fik os hurtigt overtalt til 2 nætter i Ha long bugten.

Hanoi er ikke nær så overvåget som Ho Chi Min der er kun en lille brøkdel af uniformerede i forhold til Ho Chi Min og der er ingen spærring på Facebook! Man kan let få det indtryk at Hanoi stadig betragter Sydvietnam som noget de har besat og ikke stoler på loyaliteten.?

Vi kørte ca. 4 timer om formiddagen for at nå til Ha long og vi kom ombord på et af de mange skibe sammen med ca et snes andre af fransk, sweizisk, tysk og estisk nationalitet. Øerne ligger meget tæt på den kinesiske grænse og i den nordlige del er der da også balade om grænsen. Vi blev beværtet vældig godt på skibene og havde nogle dage med herlig skærgårdssejlads.

Vi kom tilbage til Hanoi og hotel Gondola og tog med flyveren om formiddagen den 8. februar - på Grethes længste fødselsdag nogensinde - og via Moskva med eroflot i en airbus og en Boing til København.

Snart hjemme! (video)